Mens vi venter på Game of Thrones

Rodet men stemningsfyldt konspiration


Det lille stykke land på grænsen mellem de nye forenede stater, der er i krig med England, og Canada har Delaney arvet efter sin far, der købte det af indianerne – i den samme handel, hvor han også købte Delaneys mor. Så denne halvindianer (ikke at Hardy på nogen måde ligner) med en dyster fortid på et af East India Companys slaveskibe, vender altså hjem fra Afrikas mørke med ar i ansigtet og på sjælen og lommen fuld af magiske ritualer lært af de indfødte (eller den indianske moder?). Hvad den overordnede plan er, fremgår ikke helt klart. Men selv om Hardy er den klassiske antihelt, så er han oppe mod en samling af gennemført gemene røvhuller fordelt på de tre fraktioner, så vi er nødt til at holde med ham og håbe på, at hans plan – hvad den så end er – vil lykkedes.

Blandt de skumle personager i Londons overklasse er det East India Companys Sir Stuart Strange, som er forrygende spillet af skurkevante Jonathan Pryce (Game of Thrones, The World Is Not Enough), der tager røvhuls-førertrøjen. Men det kommer til at kræve målfoto at afgøre, hvem der er seriens dummeste svin. Ingen af fraktionerne holder sig tilbage fra at sende lejemordere efter Delaney eller bruge vold og voldtægt som værktøjer for at opnå deres mål.

Fortidens synder … og sønner


Historien er ikke dyb, og selv om der ligger en masse mysterier og lurer, så er der heller ikke noget, der tyder på vilde twists eller overraskelser. Der bydes på sex, mudder, mord, eksplosioner, pis samt mere sex, og persongalleriet er lettere klichepræget og todimensionelt – kvinderollerne er små, og de fleste er enten sexobjekter eller prostituerede (eller begge dele). Hardys James Delaney er en karikeret antihelt med overmenneskelig evner, og seriens London er et nærmest mytisk mudderhul fuld af pis og lort og skumle mennesker med scener der lige så ofte udspiller sig på gennembeskidte das og i horehuse som på adlens bonede gulve, hvor grimheden tager en anden karakter, men er lige så gennemtrængende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ideen til serien er udviklet af Hardy og dennes far, så det er måske ikke så underligt at ”helten” Delaney er i stort set alle scener. Og Showrunneren Steven Knight har med sin roste gangsterserie Peaky Blinders (se den på Viaplay) allerede vist evne til at skildre et alternativt historisk England, som ikke just er Downtown Abbey eller The Crown.

Fra mørkets Afrika til mordets London

Taboo er ikke fantasy, selvom der heller ikke er tale om historisk realisme. Delaneys magiske ritualer, mystiske visoner og brug af et eller andet indfødt sprog, er ikke skildret, så man tror magien virker. Faktisk er det så løst skitseret, at det heller ikke her helt er til at sige, hvad det egentlig skal betyde. Måske skal det bare slå fast at Delaney er den dyriske fremmede, der laver rav i det pæne London – der så bag kulisserne ikke er spor pænt. Men selv om vi allerede er halvvejs, så er det faktisk ikke til at sige, om seriens mange antydninger af mørk fortid, okkultisme, vilde indfødte, slavehandel og incest fører nogen steder hen, eller om det hele bare er der for at skabe en stemning. Lige så detaljeret som skildringen af seriens London er, lige så vag er den omkring James Delaneys dystre afrikanske fortid.

Det er ikke godt, men det er interessant


Men selv om Taboo ikke ligefrem er en god serie, der synes at have en klar vision eller løftet om en perfekt afrundet historie, så hænger vi alligevel trofast på. Tom Hardys rå maskulinitet og de mange farverige karakterer omkring ham samt den stemningsfyldte og detaljerige skildring af datidens London og de mange intriger omkring hoffet og den gryende kapitalisme gør, at der er nok at nyde. Og selv om det går langsomt, så betyder deltagelsen af ægte filmstjerner som Hardy og produceren Ridley Scott (Alien, Gladiator, Black Hawk Down), at vi må nøjes med otte nøje afmålte afsnit og ingen frygt for en uafsluttet cliffhanger, der skal lede os ind i et uendeligt antal sæsoner. Så hvad der end skal ske, så får det nok en spektakulær og drabelig afslutning om fire afsnit – og så tålmodige kan vi godt være med en lidt rodet historie, der oser af stemning og er spækket med gode skuespillere.

Artiklen fortsætter efter annoncen