fbpx

 

 

 

 

ElbilerTophistorie

Mercedes eldrevne flagskib EQS har en rækkevidde på 770 kilometer

Mercedes EQS er endelig lanceret. Den kan køre 770 kilometer på en opladning – og den er bevæbnet til tænderne med teknologi.

Mercedes-Benz har endelig hevet velourtæppet af deres fjerde elbil, Mercedes EQS, en luksuriøs sedan med en rækkevidde på op til 770 kilometer på en opladning. EQS er den første model fra Mercedes, der er bygget som elbil helt fra bunden. Det er to år siden konceptbilen Vision EQS blev vist frem, men her er altså produktionsmodellen.

I vanlig corona-stil blev premieren afviklet i form af en overdådig video, der blev sendt på Youtube, hvor berømtheder som James Cameron og Alicia Keys var med til at signalere, at dette er et produkt ud over det sædvanlige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mercedes EQS kommer i første omgang i to udgaver, der begge er udstyret med den samme batteripakke med 107,8 brugbare kilowatt-timer og mulighed for at lade med en effekt på op til 200 kW – hvilket ifølge Mercedes giver energi nok til op mod 300 kilometers kørsel på bare et kvarter, når man benytter en lynladestation. Hjemme i garagen kan EQS’erne oplades med op til 11 kW AC.

Basismodellen hedder EQS 450+ og har en enkelt motor på 333 hestekræfter, der driver baghjulene. Den dyrere model, EQS 580 4Matic, har to motorer med talt 525 hestekræfter.

Samtidig har EQS’erne – i begge udgaver – altså en rækkevidde på hele 770 kilometer (WLTP) på en opladning. Det skyldes ikke alene det store batteri, men også bilens aerodynamik, fortæller Mercedes. Den såkalte CD-værdi, der definerer bilens luftmodstand, er på bare 0,2, hvilket gør EQS til den mest strømlinede produktionsbil i verden lige nu.

Indenfor i kabinen er Mercedes EQS naturligvis bevæbnet til tænderne med teknologi. Det mest iøjnefaldende er den absurd store Hyperscreen, der med sine 141 centimeter i bredden strækker sig fra dør til dør. Egentlig består Hyperscreen af tre mindre skærme, der er indlejret i den store glasplade, så de fremstår som ét produkt.

Mercedes EQS
Førerdøren åbner automatisk og byder velkommen.

Det er også muligt at vælge automatiske komfortdøre. Når føreren nærmer sig bilen, kører bilens dørhåndtag ud – og førerdøren åbner automatisk og byder velkommen. Fra MBUX-systemet i kabinen er det desuden muligt for føreren at åbne og lukke bilens øvrige døre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bilen er også i stand til autonom kørsel på niveau 3, hvilket betyder, at den kan klare det meste af kørslen. Selv i tæt trafik og ved 60 km/t vil bilen være i stand til at overtage kørslen, uden at føreren skal have hænderne på rattet. En automatisk parkeringsfunktion svarende til Tesla Summon er også tilgængelig, ligesom en masse andre gimmicks.

Leverancerne af Mercedes EQS begynder forventeligt til august. Endnu er der ikke kommet danske priser på bilen, men vi nærmer os nok 7-800.000 for indstigningsmodellen. Bare et gæt. Den knapt 23 minutter lange premierevideo kan ses herunder:

Artiklen fortsætter efter annoncen
Back to top button