Microsoft og Samsung har en ting til fælles; det er ofte Apple, der er hovedperson i deres reklamer. Men hvor Samsung typisk nyder at drille æbledrengene, så har Microsoft valgt en anden strategi. I denne søde juletid sender Microsoft budskabet om at “sprede harmoni”, ved at lade en række Microsoft-ansatte vandre til Apples ikoniske butik på 5th Avenue og synge “Let There be Peace on Earth”. Alt imens det, der ligner Apple-ansatte, strømmer ud på gaden i deres røde t-shirts.
Det er i sandhed nye toner fra Microsoft, for videoen står i skarp kontrast til sidste års julereklame, hvor Apples bærbare MacBook blev nedgjort til fordel for Surface Pro 3 til tonerne af “Winter Wonderland” (se videoen nedenfor, red.). I 2012 gik det i øvrigt ud over Google, da Microsoft lavede en falsk Google-side med navnet “Scroogled”.
Hvad den dybere mening med Microsofts nye forbrødringsreklame er, vides ikke, men der er naturligvis små signaler hist og her i videoen; eksempelvis er alle Microsofts ansatte klædt i forskelligt farvede gevandter (primært i de fire Windows-farver), mens alle Apples ansatte optræder uniformeret i røde Apple-tshirts.
Her er sidste års julereklame fra Microsoft: