Elbiler

Millioner af elbiler skal fikses efter kritik af dørhåndtag

Kinesiske myndigheder tvinger Tesla, Xiaomi, Xpeng og en række andre bilmærker til at ændre deres dørhåndtag. Problemet er ikke, at nødåbneren mangler – men at den kan være for svær at finde, når det virkelig gælder.

dørhåndtag

Bilproducenternes forkærlighed for skjulte og elektroniske dørhåndtag får nu konsekvenser. Omkring 4,3 millioner biler i Kina er omfattet af en enorm tilbagekaldelse, efter myndighederne har vurderet, at den mekaniske nødåbning i en række modeller ikke er tydelig nok.

Tesla står alene for knap 2,98 millioner biler, mens blandt andre Xiaomi, Xpeng, Leapmotor og Geely (Volvo, Polestar, MG) også er ramt.

Svær at finde, når strømmen forsvinder

Problemet opstår især efter et alvorligt sammenstød, hvor bilens lavvoltssystem kan svigte og den normale elektroniske døråbning dermed holde op med at fungere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bilerne har ganske vist en mekanisk nødåbner, men ifølge den kinesiske markedstilsynsmyndighed SAMR kan den være vanskelig at få øje på, fordi grebet har næsten samme farve som resten af kabinen. Det kan forsinke både passagerernes flugt og redningsfolks adgang til bilen.

Hos Tesla omfatter tilbagekaldelsen blandt andet Model 3, Model Y, Model S og Model X. Løsningen er påfaldende lavteknologisk: En tydelig mærkat skal gøre nødåbneren lettere at finde. Samtidig får bilerne en softwareopdatering, der kan sænke ruderne efter et alvorligt sammenstød.

Designet er blevet et sikkerhedsproblem

Sagen rammer en bilindustri, hvor traditionelle håndtag i stigende grad er blevet erstattet af skjulte knapper, sensorer og elektriske mekanismer. Det giver et rent design og kan forbedre aerodynamikken, men gør også noget så basalt som at åbne en dør afhængigt af strøm.

MERE OM SAMME EMNE:

Kina har allerede besluttet at stramme reglerne fra 2027, så skjulte dørhåndtag uden en tydelig mekanisk løsning ikke længere accepteres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den kinesiske tilbagekaldelse gælder biler på det kinesiske marked. Men problemstillingen stopper næppe ved grænsen: De samme typer dørhåndtag findes i biler, der sælges i Europa – og sagen rejser et oplagt spørgsmål om, hvorvidt bilbranchens jagt på minimalistisk og aerodynamisk design er gået for langt.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.