Nu får Volvo EX90 800 volt – og lynhurtig opladning

Volvo EX90 får næste år en make-over, der er en flagskibsmodel værdig.

Volvo puster nyt liv i sit elektriske flagskib. Fra 2026-udgaven kommer EX90 med en helt ny 800 volt-platform, der lover både hurtigere opladning og mere kraft under motorhjelmen.

Hvor den nuværende EX90 bygger på et 400 volt-system, fordobler Volvo nu spændingen. Det betyder mindre varme under opladning og dermed mulighed for langt højere ladeeffekt. Ifølge Volvo kan du under de rette forhold skyde op til 250 kilometers rækkevidde ind på batteriet på bare ti minutter – altså en kaffepause på motorvejen i stedet for en hel frokost.

 

Samtidig udnytter 800 volt-arkitekturen energien mere effektivt, giver hurtigere acceleration og sparer vægt ved at kræve færre materialer i batteri og motorer.

Smartere – også for de gamle modeller

Også bilens hjerne får en vitaminindsprøjtning. Den nye EX90 leveres med en kraftigt opgraderet core-computer, baseret på to Nvidia Drive AGX Orin-chips, der tilsammen kan tygge sig igennem 500 billioner operationer i sekundet. Det giver plads til mere avancerede førerassistenter, sikkerhedsfunktioner og hurtigere infotainment, lover Volvo Cars.

 

Og her kommer en god nyhed til eksisterende ejere: Den forbedrede computer rulles gratis ud til 2025-udgaven via et værkstedsbesøg i starten af næste år. Dermed får også nuværende EX90-ejere glæde af nye AI-baserede sikkerhedssystemer og OTA-opdateringer.

Mere luksus – og mere sikkerhed

2026-modellen af Volvo EX90 får desuden et elektrokromatisk panoramaglastag, som kendes fra ES90. Med et tryk på en knap kan du mørklægge taget og dæmpe solens stråler.

 

På sikkerhedssiden introduceres Emergency Stop Assist, der kan bringe bilen til standsning, hvis føreren ikke reagerer – eksempelvis ved sygdom. Når bilen holder stille, ringer systemet automatisk op til en alarmcentral, som kan kontakte redningstjenesten.

800 volt er ikke bare en teknisk detalje – det er et skift, der gør hverdagen med elbil markant nemmere. Kortere stop ved ladestanderen, mere effektiv energihåndtering og et mere sikkert køreunivers. Og fordi opgraderingerne også rammer eksisterende biler, sender Volvo et signal om, at fremtidens funktioner ikke kun er forbeholdt nye købere.

 

Se videoen fra vores første køretur i Volvo EX90.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.