Nu kommer den endelig – Volvo EX60. Volvo har i forvejen deres EX90 (som vi har prøvekørt her) i toppen af produktlinien, deres lille EX30 i bunden og så EX40 der ligger en smule over EX30, men som langt fra bevæger sig op en kategori hvor den kan tage kampen op med konkurrenternes nye flagskibe i mellemsegmentet. Men det er altså EX60 der kommer til at ligge lige midt i linjen, og det kan muligvis blive den vigtigste bil, Volvo nogensinde har lavet, for det er den der både skal udgøre en stor del af salget de næste år – og samtidig udgøre stammen i Volvos serie af elektriske SUV’er – så det er vigtigt at den er et umiddelbart hit for producenten.
EX60 får premiere i starten af 2026 og skal produceres på Volvos hovedfabrik i Göteborg. Selvom priserne endnu ikke er offentliggjort, ventes de at blive noget højere end eksempelvis Teslas nye version af Model Y, selvom det formentlig bliver en af hovedkonkurrenterne. Volvo ser dog sig selv som et mere premium brand end Tesla, så de vil formentlig mene, at en højere pris vil være retfærdiggjort af bedre byggekvalitet og et mere “premium feel”.
EX60 bygger på ny platform og mere effektiv teknologi
EX60 bliver den første bil bygget på Volvos nye SPA3-platform, som er en videreudvikling af den arkitektur, der bruges i den større EX90. Med SPA3 kommer mere effektive motorer – op til 93 % effektivitet – og batteripakker med højere energitæthed. Batterierne er integreret strukturelt i bilen, hvilket giver lavere vægt og større stivhed – en tilgang som Tesla allerede har haft succes med.
Platformen er skalerbar og kan bruges til både større og mindre modeller, og EX60 er blot er den første i en ny generation af Volvo-elbiler, bygget på SPA3 – faktisk hævder Volvo, at de kan bygge både større biler end EX90 og mindre end EX30 på platformen – om det så kommer til at ske, er jo naturligvis rent gætteri.
Ny software og AI-baseret arkitektur
EX60 bliver også den første model med Volvos kommende teknologi-platform kaldet Superset. Det er et modulært system af software, hardware og AI, som skal danne rygraden i Volvos fremtidige udvikling.
Bilen vil benytte Nvidia Drive Thor-chippen, som ifølge Volvo kan håndtere op til 1.000 billioner operationer i sekundet. Det giver grundlag for avancerede førerassistentsystemer og, på sigt, muligheden for semi-autonom kørsel.
Volvo understreger dog, at målet ikke er at lancere selvkørende funktioner hurtigt, men snarere at bruge datadrevne forbedringer til at gøre sikkerheden endnu bedre.
Design og interiør i velkendt stil
Volvo har endnu ikke vist det fulde design, men en teaser antyder, at EX60 får det karakteristiske lodrette baglygtdesign, man kender fra andre modeller. Designet ventes at ligge tæt op ad både EX30 og EX90 – med rene linjer, lukket front – generelt et klassisk Volvo SUV design.
Indvendigt vil EX60 formentlig få en videreudviklet version af Googles Android Automotive-infotainmentsystem, som allerede findes i Volvos nyere elbiler. Fokus ligger på brugervenlighed med færre tryk og en skræddersyet app-oversigt. Google Android Automotive er blevet betydeligt forbedret siden lanceringen, og Volvo holder sig altså tæt på softwaregiganten.
Premium-følelse og moderate ambitioner
Selvom EX60 bliver en nøglemodel i Volvos elektrificeringsstrategi, har de ikke ambitioner om at blive en volumenproducent på samme måde som eksempelvis VW. Fokus er i stedet på kvalitet, sikkerhed og premium-oplevelse, mener Volvo selv.
EX60 kommer i et marked med stigende konkurrence, hvor Tesla Model Y, BMW iX3 og Mercedes EQC allerede er etablerede navne. Men med ny platform, kraftfuld teknologi og klassisk Volvo-design forventes EX60 at blive et vigtigt skridt mod firmaets erklærede mål om fuld elektrificering – selvom tidsplanen for 2030 er blevet justeret en smule.
Mere information om priser, specifikationer og endelig lancering ventes i løbet af de kommende måneder.











