Renault har taget hul på et helt nyt kapitel i deres elbilstrategi. For første gang nogensinde ruller mærket en model ud med et avanceret 800 volt system – og overraskende nok er det ikke en ny Megane eller Scenic, der får æren. Det er varebilen Trafic E-Tech Electric, som netop er blevet præsenteret på Solutrans-messen i Lyon.
At Renault vælger at debutere 800 volt teknologien i en varebil er et markant signal. Systemet har ellers primært været forbeholdt premium-elbiler som Porsche Taycan, Kia EV6 og flere kinesiske topmodeller. Men nu melder Renault sig ind i klubben – og spørgsmålet er, om dette blot er begyndelsen på noget langt større.
Ifølge Renault betyder 800 volt arkitekturen, at den nye el-Trafic kan lade fra 15 til 80 procent på omkring 20 minutter. Det er ekstremt hurtigt for en varebil og potentielt en gamechanger for erhvervskunder med stramme tidsplaner. Under gulvet tilbyder Renault både et LFP-batteri uden sjældne metaller og et NMC-batteri med op til 450 kilometers rækkevidde, mens motoren leverer 204 hestekræfter og 345 Nm.
Artiklen fortsætter efter annoncen


