Er du ejer af en Ford Mustang Mach-E, og har savnet muligheden for oppakning på taget, så er der godt nyt. Elbilen er nemlig netop blevet godkendt til at måtte bære taglast. Det bliver derfor muligt at bære cykler, tagboks eller for eksempel kajakken, når bilen skal pakkes til ferieturen.
Godkendelsen kræver blot en opdatering af bilen, der hentes ned OTA (over-the-air) via bilens internetforbindelse. Opdateringen indeholder en ny udgave af bilens digitale instruktionsbog (som findes i FordPass-appen), som fortæller at bilen er godkendt til lasten.
Udgaver uden panoramatag må bære 75 kilo på taget, mens dem med må bære 65 kilo. Skulle man få behov for at smide last på taget, inden man har modtaget opdateringen, så oplyser Ford, at man blot kan køre forbi sin lokale forhandler. Så udsteder de gerne et stykke fysisk dokumentation på, at bilen er godkendt til formålet.
Artiklen fortsætter efter annoncen


