Efter halvandet års ventetid kommer Google Chromecast med Google TV endelig officielt til Danmark. Den lille dongle kan forudbestilles fra i dag og kommer på hylderne den 21. juni. Den har en prislap på 529 kroner.
Den nye streaming-enhed adskiller sig markant fra de ældre Chromecast-enheder, idet man ikke længere behøver en mobiltelefon eller tablet for at skubbe indhold over på tv’et. Den er nemlig udrustet med Google TV-software, så der kan installeres og afvikles apps direkte fra enheden. Den har også fjernbetjening – og minder altså mere om Apple TV end om de gamle Chromecast.
Samtidig har fjernbetjeningen en dedikeret Google Assistent-knap, så brugerne kan søge efter film, serier eller musik med stemmekommandoer.
Chromecast med Google TV kommer med følgende apps præinstalleret: YouTube, Netflix, Disney+, Viaplay, DRTV, YouSee, Prime Video, HBO Max, Apple TV og Discovery+.
Fysisk er donglen meget lig sine forgængere: Designet er kompakt og spinkelt og i farven snow, og selve enheden tilsluttes med HDMI. Enheden kan streame indhold med en opløsning på op til 4K HDR med 60 frames i sekundet.
Den nye Chromecast kan bestilles fra Google Store (fra klokken 9.00) og koster som nævnt 529 kroner. Vi er klar med en anmeldelse af produktet inden den sættes på hylderne.