Elbiler

Nu skal der betales abonnement for Teslas selvkørende funktioner

Tesla lukker for engangskøbet af Full Self-Driving og gør den omdiskuterede “selvkørende” funktion til et rent abonnement – et skifte der kan gøre bilen billigere her og nu, men dyrere i længden for ejerne.

selvkørende

Tesla ændrer nu markant kurs på sin mest omdiskuterede software. Fremover kan mærkets såkaldte Full Self-Driving-funktion ikke længere købes med en engangsbetaling, men bliver udelukkende solgt som et månedligt abonnement. Det oplyser Teslas topchef Elon Musk.

Ifølge Musk stopper Tesla helt med at sælge Full Self-Driving som en permanent opgradering efter 14. februar. Herefter vil funktionen alene kunne tilvælges som abonnement, der i dag koster 99 dollar om måneden. Tidligere har Tesla taget omkring 8.000 dollar for softwaren som engangskøb.

Abonnement i stedet for ejerskab

Skiftet betyder, at Tesla-ejere ikke længere kan “eje” Full Self-Driving, men i stedet skal betale løbende for adgangen. Det minder mere om streaming- og softwareabonnementer end klassisk biludstyr – og understreger Teslas ønske om at gøre bilen til en platform med tilbagevendende indtægter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig er det værd at huske, at Full Self-Driving trods navnet ikke gør bilen selvkørende. Systemet kræver fortsat, at føreren sidder bag rattet og er klar til at overtage styring og bremse når som helst. Der er altså tale om avanceret førerassistance – ikke autonom kørsel.

Tesla deler sjældent konkrete tal, men på et regnskabsmøde i efteråret oplyste selskabets finansdirektør, at kun omkring 12 procent af Teslas nuværende bilflåde har betalt for Full Self-Driving. Det antyder, at efterspørgslen indtil videre har været begrænset, især i forhold til den høje pris.

Pres fra myndigheder og konkurrenter

MERE OM SAMME EMNE:

Samtidig er Tesla under pres på flere fronter. I Californien har myndigheder kritiseret markedsføringen af Teslas “selvkørende” systemer og vurderet, at den kan være vildledende. Der kører også et gruppesøgsmål fra forbrugere, som mener, at funktionerne ikke lever op til løfterne.

Tesla har endnu ikke meldt ud, hvordan ændringen konkret vil blive implementeret på de europæiske markeder. I skrivende stund kan man stadig tilvælge Full Self-Driving formedelst 58.300 kroner. Men meget tyder på, at også danske Tesla-ejere må vænne sig til, at avancerede kørefunktioner fremover bliver noget, man lejer måned for måned – frem for noget, man betaler for én gang og beholder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.