×
ElbilerTophistorie

Ny rapport: Tesla er mest innovativ – men pustes i nakken af VW

Tesla kører fra alle konkurrenterne, når det handler om at lancere innovative nyheder, men Volkswagen har halet gevaldigt ind på dem det seneste år.

Tesla rangerer fortsat som den mest innovative bilproducent i den årlige Electromobility Report fra det tyske Center of Automotive Management (CAM). En plads, Tesla har siddet tungt på siden 2015. Men for første gang i årevis har Tesla fået en udfordrer, nemlig Volkswagen, der takket være de sidste par års indsats nu puster Tesla i nakken.

”Volkswagen-gruppen henter in på Tesla inden for e-mobilitet, ved at tage store skridt og springe til andenpladsen, foran Hyundai Group der avancerer til tredjepladsen,” hedder det i rapporten.

VW får blandt andet ros for Porsche Taycan-elbilen og den 800-volt-arkitektur, der muliggør hurtig opladning. Til gengæld spiller ID.3’eren ikke ind, da den endnu ikke er lanceret. Tesla må også undvære Model Y, der først tæller med i næste års rapport.

Tesla fremhæves – ikke overraskende – for kæmpehittet Model 3, men får også ros for drivlinje-optimeringerne af Model S og Model X.

Den kinesiske producent BYD indtager fjerdepladsen, mens Renault snupper femtepladsen. Hyundai og BYD modtager primært ros for sine innovationer inden for tunge køretøjer og offentlig trafik. Hyundai får dog også positive point for elbilerne Ioniq og e-Soul, der har et lavt forbrug i forhold til bilernes størrelse.

Info: Volkswagen Group består, blandt andet af Volkswagen, Audi, Skoda, Seat, Porsche, Bentley og Lamborghini.

Klassiske bilgiganter som Nissan, PSA Group (Citroën, Peugeot, Opel m.m.), Mercedes-ejeren Daimler og BMW må tage til takke med placeringer langt nede på listen og har tydeligvis et arbejde foran sig.

– Det er tydeligt at nogle etablerede spillere allerede har taget udfordringen op, mens andre stadig har meget at indhente, siger CAM-direktøren Stefan Bratzel i forbindelse med rapporten.

Så sent som i februar måned dissekerede japanske ingeniører en Tesla Model 3 og konkluderede, at den amerikanske bilproducent er seks år foran alle konkurrenterne.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.