×
TeknologiTophistorie

Paul McCartney bruger AI til at genoplive The Beatles

Inden årets udgang vil The Beatles udgive en helt ny sang, der er skabt med hjælp fra kunstig intelligens.

Det er ikke mere end en måned siden, en fan skabte et “nyt” Beatles-nummer med hjælp fra kunstig intelligens, og fik nettet på den anden ende. Nu lader det til at Paul McCartney har ladet sig inspirere. I hvert fald vil han bruge AI til at skabe et helt nyt nummer med The Beatles. Det skriver den engelske avis The Guardian.

Nummeret er ikke nyt, men er ikke tidligere udgivet. McCartney fortæller ikke præcis hvilket nummer, det drejer sig om. Men han forklarer, at det er en gammel demo, der indeholder John Lennons stemme og et klaver.

Kunstig intelligens er blevet brugt til at adskille stemmen og klaveret. Herefter har McCartney kunnet arbejde med Lennons vokal oven på en ny indspilning af musikken.

– Vi er lige blevet færdige med nummeret, og det udkommer senere i år, fortæller McCartney til Radio 4.

Der gættes på at nummeret er en Lennon-komposition fra 1978 kaldet Now and Then. Demoen var en af flere sange på kassetter mærket “For Paul”, som Lennon lavede kort før sin død i 1980, som senere blev givet til McCartney af Lennons enke, Yoko Ono.

Det er langt fra første gang, en populær musikgruppe “genskabes” med hjælp fra teknologien. I 2021 var det svenske Abba, der lod sig genføde som digitale Abbatars til et show, der endnu kører på scenen i London.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.