×
Teknologi

Porsche og Boeing vil udvikle flyvende elbil

I en pressemeddelelse fortæller amerikanske Boeing og tyske Porsche, at de sammen vil udvikle en flyvende elbil.

Flyvende biler a la Blade Runner virker stadig som en fjern fremtidsfantasi. Men når to af verdens førende firmaer inden for hvert deres felt – den amerikanske flyproducent Boeing og tyske Porsche, der er ejet af Volkswagen Group – fortæller, at de vil ”udforske markedet for mobilitet i bymiljøet og udvidelsen af bytrafikken til luftrummet gennem et fuldt elektrisk lodret start- og landingskøretøj,” så er det værd at spidse ører.

– Vi kombinerer styrken fra to førende globale virksomheder for at tackle et potentielt fremtidigt markedssegment. På længere sigt kan det betyde, at vi vil opleve en tredje dimension under vores rejser, siger Detlev von Platen, der er medlem af Porsches bestyrelse, i pressemeddelelsen.

Meddelelsen indeholder dog hverken detaljer om investeringens størrelse eller hvilke ressourcer de to virksomheder vil hælde i projektet. Ej heller et estimeret lanceringstidspunkt eller prisleje.

Porsche
Således forestiller Porsche og Boeing sig fremtiden. (Foto: Boeing).

Så tidligt som i januar måned gennemførte Boeing den første succesfulde testflyvning af en ”flyvende elektrisk bil”. Boeing PAV ligner en drone med et cockpit og er tænkt til at skulle fungere som taxi over kortere afstande. PAV’en – Passanger Air Vehicle – kan flyve 80 kilometer på en opladning.

En undersøgelse fra 2018 af Porsche Consulting forudsiger, at markedet for transport i luften i storbyer vil tage til efter 2025. Undersøgelsen indikerer også, at luftmobilitetsløsninger i byer vil transportere passagerer hurtigere og mere effektivt end de nuværende konventionelle transportmidler. Til en lavere pris og med større fleksibilitet.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.