ElbilerTophistorie

Prisstigninger på elbiler udskudt – bilskatter på vej i ny form

De varslede prisstigninger på elbiler bliver droppet, og regeringen overvejer i stedet at indføre roadpricing.

Danske bilkøbere kan ånde lettet op – i hvert fald for en stund. De varslede prisstigninger på elbiler fra årsskiftet bliver nemlig ikke til noget. Samtidig forbereder regeringen en større ændring af bilbeskatningen, der på sigt kan gøre det billigere at købe ny bil i Danmark. Det skriver Ekstra Bladet.

Flere regeringskilder fortæller til avisen, at en afskaffelse af registreringsafgiften for elbiler er under seriøs overvejelse. En central kilde siger ligefrem, at afskaffelsen “helt sikkert” er på vej. Andre lægger dog vægt på, at der stadig pågår drøftelser om, hvordan omlægningen præcist skal se ud.

 

Salget af elbiler er allerede så omfattende, at statens indtægter fra registreringsafgiften er faldet markant. Med udsigt til, at tendensen fortsætter, arbejder regeringen på at indrette bilbeskatningen på en ny måde – blandt andet med fokus på løbende betaling fremfor en høj engangsafgift ved køb.

Roadpricing er på bordet

En af de løsninger, der diskuteres mest, er såkaldt “roadpricing”, hvor bilister betaler afhængigt af, hvor meget de kører. Systemet kendes blandt andet fra Storebæltsbroen og kunne potentielt også sikre betaling fra udenlandske bilister, der færdes på danske veje.

 

Blandt flere politikere vækker roadpricing dog bekymring, ikke mindst på grund af frygten for en gentagelse af de protester, man så i Frankrig med de såkaldte gule veste. Derfor vil eventuelle ændringer ske gradvist, og bilister skal ikke forvente pludselige prisfald eller nye afgifter lige med det samme.

Det skyldes både hensynet til nuværende bilejere, der risikerer store værditab, og til bilbranchen, hvor en pludseligt stigning i salgspriserne kan få markedet til at bremse op.

Mens flere finansieringsmodeller er i spil – herunder også en forhøjelse af den halvårlige ejerafgift – er der politisk enighed om, at omlægningen ikke må ende med at blive en samlet skattestigning for bilejerne. Højere benzinafgifter er derfor også blevet afvist af frygt for folkelig modstand, især i landdistrikterne.

 

Regeringen forventes at præsentere en samlet plan inden sommerferien – hvis interne forhandlinger falder på plads.

Skatteminister Jeppe Bruus har flere gang i år været ude og sige, at prisstigninger på grund af højere afgifter kan få alvorlige konsekvenser for salget af elbiler og dermed for den grønne omstilling.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.