Elbiler

Rasende Audi e-tron-ejere overvejer søgsmål

Hvis du kører Audi e-tron, kan du stå med en fremtidig regning i titusindkroners-klassen. Hundredvis af ejere melder om alvorlige fejl – og nu samler en gruppe utilfredse bilejere sig om et muligt krav mod Audi.

Audi e-tron
Audi e-tron 50 quattro (foto: Audi).

Audi e-tron var længe et af de mest populære premium-valg blandt danske elbilister. Men for en voksende gruppe ejere er begejstringen blevet afløst af bekymring – og potentielt en advokatregning.

En række danske og norske e-tron-ejere er nemlig gået sammen i gruppen E-tron Claim Initiative, der mener, at bilen lider af så alvorlige fabrikationsfejl, at det kan ende med at koste almindelige forbrugere urimeligt mange penge. Gruppen har indtil videre fået omkring 470 fejlindberetninger, og flere strømmer ind dagligt. Det skriver Jyllands-Posten.

Historierne fra ejerne er ikke småting. Et ægtepar fra Danmark fortæller til Ekstra Bladet, at deres brugte e-tron 55 til en halv million kroner endte med en uventet ekstraregning på omkring 70.000 kroner, efter at alt fra sidespejle til soltag og dørlåse fejlede – toppet af en motor, hvor kølervæske lækkede ind i de elektriske komponenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En anden ejer står med en potentiel værkstedsregning på 138.000 kroner oven i tidligere reparationer for næsten 80.000 kroner, som Audi tidligere har dækket.

Mistanke om alvorlig fabrikationsfejl

Ifølge E-tron Claim Initiative er det særligt problemer med motorerne, der går igen. Mange indrapporteringer peger på væskelækage ind i motoren, som gruppen betegner som en klar fabrikationsfejl.

Organisationen tager imod henvendelser frem til 1. december, hvorefter de vil beslutte, om sagen skal ende som et fælles påkrav – eller måske et egentligt søgsmål – mod Audi. Også fejlfri biler kan meldes ind, da de giver “et retvisende billede af omfanget”, lyder det.

5.600 danske Audi e-tron-ejere kan være ramt

I Danmark alene er der registreret 5.600 Audi e-tron-biler, og hvis fejlene viser sig at være systematiske, kan konsekvenserne blive store for danske elbilister, der troede, de købte en sikker premium-model.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MERE OM SAMME EMNE:

Audi Danmark ønsker ikke at gå ind i de konkrete problemer, men henviser til mærkets garantibetingelser. Bilerne er produceret frem til 2022 og er dermed uden for nyvognsgarantien.

“Når garantien er udløbet, er betaling af en eventuel reparation en sag mellem kunde og værksted,” skriver pressechef Britt Stellinger til Ekstra Bladet.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.