Den helt store iPhone 7 Plus-nyhed er kameraet – eller kameraerne, for der er nemlig to. Det skal give muligheder, som ellers har været forbeholdt kameraer i spejlrefleksklassen; der er både optisk zoom og mulighed for at lege med dybdeskarpheden – endda efter at billedet er taget. Nå ja, og så skulle kvaliteten af billederne også være helt i top, hævder i hvert fald Apple.
De to linser i Apples nye kameraløsning har begge en opløsning på 12 megapixel, men det ene er en vidvinkel linse, mens det andet er et 56 millimeter teleobjektiv. Det åbner op for optisk zoom, hvilket hidtil har været helt uhørt på kameramobiler. Bevares, der er bare 2X optisk zoom, hvorefter den digitale zoom tager over (op til 10X, red.), men det er da en start.

Mere interessant er det, at iPhone7 Plus’erens billedprocessor vil scanne motivet med begge linser og skabe et dybdekort af billedet. Det giver mulighed for at lege med dybdeskarpheden i billedet – både mens billedet tages, men også efterfølgende i efterbehandlingen af billedet. Derved kan man skabe en effekt, hvor motivet er knivskarpt, mens baggrunden er sløret. Eller omvendt. Det bestemmer man selv i efterbehandlingen.
Artiklen fortsætter efter annoncen


