×
DRTVTophistorieViaplay

Se det første klip fra Riget Exodus

Portene er så småt ved at åbne sig til Riget Exodus, der får premiere på Viaplay til efteråret – og senere på DR TV.

Zentropa, Viaplay og DR er så småt ved at åbne porten til Riget Exodus – den tredje omgang af Lars von Triers ualmindeligt populære gyserserie. I dag har de frigivet det første klip fra serien, der får premiere til efteråret. I klippet ser man Bodil Jørgensen, der i rollen som søvngængeren Karen, finder vej til Rigets port …

Stærkt påvirket af spøgelses tv-serien Riget søger Karen svar på seriens uafklarede spørgsmål for at redde hospitalet fra undergang. En aften, da Karen går i søvne, ender hun på mystisk vis foran Rigshospitalet. Porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny.

De første sæsoner af Riget kørte over skærmene i 1990’erne og mange af de originale skuespillere er ikke længere. Derfor introduceres der en række nye i Riget Exodus.

Nye ansigter

Bodil Jørgensen ses i en af hovedrollerne som søvngængeren Karen. Lars Mikkelsen spiller den konfliktsky administrerende overlæge Pontopidan, hvis sekretær Fru Svendsen spilles af Birthe Neumann. Nikolaj Lie Kaas spiller den indebrændte reservelæge Filip Naver og Nicolas Bro er portøren Bulder. Rigets helt nye opvaskere spilles af Jesper Sørensen og en specialfremstillet robot.

Se traileren til Riget Exodus her …

Ghita Nørby er tilbage i rollen som den tidligere narkoselæge Rigmor Mortensen, og den tidligere reservelæge Judith spilles af Birgitte Raaberg. Henning Jensen er tilbage som Hospitalsdirektør Bob, og sygeplejersken Camilla spilles igen af Solbjørg Højfeldt. Også et gensyn bliver det med Peter Mygind som Mogge og Søren Pilmark i rollen som reservelægen Krogshøj også kaldet Krogen. Laura Christensen vender tilbage i rollen som Mona, og Udo Kier ses i rollen som Storebror.

Den svenske superstjerne Mikael Persbrandt spiller overlægen Helmer Jr., også kaldet Halmer, søn af den legendariske Stig Helmer – den notorisk dansk-hadende svenske overlæge, som Ernst Hugo Järegård fik udødeliggjort i seriens første sæsoner. Tuva Novotny spiller neuropsykologen Anna, der hjælper Helmer Jr. med at falde til på Rigshospitalet, og sikrer at alt går rigtigt til.

Den svenske verdensstjerne Alexander Skarsgård ses i rollen som svenskernes advokat på Rigshospitalet, en rolle han arver efter sin far, Stellan Skarsgård, som også spillede advokat i anden sæson af Riget. Ida Engvoll spiller rollen som hackeren Kalle.

Får premiere som Viaplay Original

Som i de tidligere sæsoner har Lars von Trier skrevet manuskriptet sammen med Niels Vørsel. Louise Vesth producerer for Zentropa Entertainments, mens Viaplay og DR er co- producenter.

Riget Exodus har forventet Danmarkspremiere på Viaplay i løbet af 2022 og lanceres som en Viaplay Original, hvorefter den får premiere på DR.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.