×
Elbiler

Smugkig: Fords første rene elbil er inspireret af Mustang

Ford har annonceret at de afslører deres første rene elbil den 18. november. Den har en rækkevidde på 600 kilometer og er inspireret af Ford Mustang.

Indrømmet, den lyder interessant. Ikke alene er det Fords første rent elektriske bil, den har en rækkevidde på 600 kilometer efter WLTP-standarden – og så er den inspireret af ikonet Ford Mustang. Det er så til gengæld også alt, hvad vi ved om den nye elbil inden den præsenteres for offentligheden den 18. november – få dage før dørene åbnes til Los Angeles Autoshow 2019, hvor de fremmødte vil kunne se bilen.

Den dårlige nyhed er, at den med stor sandsynlighed bliver dyr. Med mindre Ford har fremtryllet en meget batterioptimerende teknologi, kræver en rækkevidde på 600 kilometer en pæn stor batteripakke – og netop batteriet er den mest kostbare komponent i en elbil. 

Rækkevidden vil placere Fords elbil helt i top sammen med Tesla Model S Long Range (610 km), Model S Performance Model 3 Long Range (henholdsvis 590 og 560 km). Biler, der alle koster en del mere end en halv million kroner. Forhåbentlig kommer Fords nye model også i forskellige – billigere – varianter.

Ud fra de meget få informationer, der er sluppet ud om bilen, skal den konkurrere mod Teslas kommende Model Y. Ligesom Y’eren vil Ford-bilen komme på markedet næste år. Det er ligeledes en SUV.

Ford har for nyligt meldt ud, at hele 16 af deres bilmodeller vil blive ”elektrificeret” i de kommende år, men Ford satser hårdt på plug-in hybrider – kun denne nye Mustang-inspirerede SUV er meldt ud som helt elektrisk. I juli måned meddelte Ford også, at de sammen med Volkswagen vil udvikle selvkørende teknologi til biler.

Ford har – ud over silhouetten som ses øverst – frigivet en kort videosnas, der teaser den kommende model. Se den herover.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.