Det blev hverken til mini-subwoofer eller hovedtelefoner i denne omgang. For tredje år i træk lancerer Sonos en soundbar – og de bliver mindre og mindre. Seneste knopskydning er Sonos Ray, der blev lanceret i dag. Man skulle næsten tro, at højttaleren var udviklet til Sonos | Ikea Symfonisk-samarbejdet, for det er både amerikanernes mindste og mest blodfattige soundbar. Og naturligvis også den billigste.
Men der er en mening med galskaben. Undersøgelser har nemlig vist Sonos, at kun hver tiende fladskærm er koblet op til et lydsystem. Det er de ni uden god lyd, Sonos håber at kunne friste med Ray. Altså dem, der ikke har lyst til at kaste sig ud i en fuldfed hjemebiograf, men gerne vil have anstændig lyd på tv’et til en lige så anstændig pris.
Og når først Sonos-systemet er inden for dørene, er det nemt at få folk til at udvide. Ray glider nemlig sømløst ind i Sonos-multirumssystemet.
Artiklen fortsætter efter annoncen



