×
Gadgets

Svensk mand reddet af sit Apple Watch

Faldregistreringen i det nyeste Apple Watch reddede angiveligt en svensk mand, da han faldt om i sit køkken.

Svenske Gustavo Rodriguez har ikke fortrudt sit køb af det nyeste Apple Watch Series 4. Tværtimod hjalp uret ham, da han faldt sammen i sit køkken med akutte rygsmerter i sidste uge. Det skriver den svenske avis Aftonbladet. En af de nye funktioner i uret er den såkaldte Faldregistrering. Sensorer kan “føle” om du falder og alarmerer automatisk enten 112, en defineret kontaktperson eller begge dele, hvis faldalarmen aktiveres og ikke afbrydes manuelt inden for et vist tidsrum. Og det var præcis, hvad der skete for 34-årige Gustavo Rodriguez.

Fredag aften stod han over komfuret og lavede mad, da han pludselig blev ramt af rygsmerter og faldt om på gulvet. Smerterne var angiveligt så stærke, at alt blev sort for Gustavo, der samtidig havde problemer med overhovedet at bevæge sig. Men uret havde registreret faldet og spurgte om han ville ringe til 112. I stedet valgte han at ringe til sin svigermor, der bor i nærheden, direkte fra sit Apple Watch – og sammen fik de ringet efter en ambulance, der straks bragte Gustavo på hospitalet. Her fik Gustavo et skud morfin mod akut hekseskud.

– Jeg har aldrig haft et hekseskud før, så jeg forstod ikke hvad der skete. Men jeg kunne knapt bevæge mig, siger Gustavo til avisen.

Selv om episoden ikke var direkte livstruende, så viser den alligevel, hvordan ny teknologi kan hjælpe mennesker i hverdagen. Et argument for at opgradere dit udstyr. Funktionen er automatisk aktiveret på Apple Watch Series 4, hvis ejeren er 65 år eller derover. Er man yngre, skal den aktiveres manuelt. Havde Gustavo ikke reageret på urets forespørgsel, havde uret automatisk kontaktet og sendt Gustavos lokation til den angivne kontaktperson.

Kilde
Aftonbladet
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.