Forbrugerrådet Tænk har netop offentliggjort en større test af hele 97 danske bredbåndsprodukter og vinderen er MaxSpeed fra Telenor. I bedømmelsen indgår både hastighed, bindingsperiode, kundeservice, oprettelsesgebyr og en række andre parametre, og MaxSpeed rager altså op over de øvrige 96 løsninger.
”Testvinderen Telenor får en bedre bedømmelse fordi der ikke er nogen bindingsperiode, og Telenors kundeservice har bedre åbningstider,” lyder det blandt andet fra Forbrugerrådet Tænk i den artikel, der knytter sig til testen. Den væsentligste parameter er dog prisen, der vægter 33 procent i den samlede bedømmelse.
– Jeg er rigtig glad for, at Forbrugerrådets test viser, at Telenor ikke bare har Danmarks hurtigste internet til Danmarks laveste pris, men at MaxSpeed nu også er kåret som Danmarks bedste internetforbindelse. Men jeg hæfter mig også ved, at Telenor også bliver belønnet for den samlede kundeoplevelse uden bindingsperioder og skjulte gebyrer samt vores lange åbningstider i kundeservice. Det er en hygiejnefaktor, som ofte bliver overset, når der testes internetprodukter, siger Lars Kyrø, der er internetchef i Telenor, i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter efter annoncen

