Dreame har de seneste år markeret sig som en af de mest aktive producenter på markedet for robotstøvsugere i premiumklassen, og Aqua10 Ultra Roller placerer sig tydeligt som et flagskib i sortimentet – et af flere, dog, for Dreame har et nærmest uoverskueligt line-up af støvsugere. Aqua10 Ultra Rollerer en robot, der kombinerer traditionel støvsugning med en mere avanceret form for gulvvask, hvor Dreame benytter et rullesystem frem for de klassiske vibrerende moppepuder. Sammen med høj sugestyrke, automatisk tømning, vask og tørring af moppen samt avanceret navigation er ambitionen klar: det her skal være en robot, der kan klare langt det meste selv. I praksis lever den i høj grad op til den ambition, men der er også områder, hvor oplevelsen ikke helt matcher den tekniske prislap.
Design og byggekvalitet
Dreame Aqua10 Ultra Roller følger den designlinje, vi kender fra Dreames øvrige topmodeller. Selve robotten er rund, relativt lav og udført i en mat finish, der ikke tiltrækker alt for mange fingeraftryk. Højden er lav nok til, at den kan komme ind under de fleste sofaer og skabe, og sensorerne er diskret integreret i front og top. På toppen sidder den efterhånden velkendte LiDAR-enhed, som bruges til navigation og kortlægning, og den stikker ikke mere op, end man må forvente i denne type robot. I hvert fald klarede den fint at køre under min relativt lave sofa.

Dockingstationen er til gengæld stor og dominerende, men det er næsten uundgåeligt, når den skal rumme både støvpose, rentvandsbeholder, snavsvandsbeholder samt systemer til vask og tørring af moppe-rullen, og den er i det mindste ikke på størrelse med den forrige Dreame jeg testede, Matrix 10 Ultra, med dens enorme skyskraber af et tårn.
Artiklen fortsætter efter annoncen


