Smarthøjttalere har i mange år lovet mere, end de har kunnet holde. Ideen om at kunne tale naturligt til sit hjem har været god, men virkeligheden har ofte været, at man skulle lære en lang række præcise kommandoer udenad. Glemte man et enkelt ord, eller sagde man noget på en lidt anden måde end forventet, endte man med et forkert svar – eller intet svar overhovedet. Derfor har mange også vænnet sig til at tale unaturligt til deres højttaler. Google Home Speaker ændrer faktisk den oplevelse. Ikke fordi den spiller markant bedre end konkurrenterne, men fordi Gemini gør en verden til forskel. Efter at have haft højttaleren stående som en fast del af hjemmet er det tydeligt, at Google endelig har fundet den retning, smarthøjttalere burde have haft fra begyndelsen.
Designet følger samme filosofi. Google Home Speaker er diskret og falder naturligt ind i de fleste hjem uden at gøre meget væsen af sig. Den stofbeklædte overflade giver et mere møbellignende udtryk end mange af konkurrenterne, og det er grundlæggende en løsning, jeg godt kan lide. Til gengæld kan man godt blive en smule i tvivl om, hvor man egentlig kan trykke, når hele toppen er pakket ind i stoffet, og jeg er også lidt spændt på, hvordan materialet ser ud efter et halvt eller helt års daglig brug. Fedtfingre og almindeligt slid har sjældent været stofbeklædningers bedste ven.


Endelig kan man tale som et menneske
Den største forskel ligger ikke i designet eller lyden. Den ligger i måden, man bruger højttaleren på. Med Gemini føles det for første gang naturligt at tale til en smart assistent. Hvor Google Assistant tidligere krævede meget præcise formuleringer, kan man nu formulere sig, som man ville gøre overfor et andet menneske. Beder jeg højttaleren om at tænde for P3, gør den det uden problemer. Tidligere skulle jeg ofte bede om “DR P3 Radio”, hvis jeg ville være sikker på, at den forstod mig. Det lyder måske som en lille forskel, men i praksis betyder det, at man stopper med at tænke over kommandoerne og bare bruger produktet.
Artiklen fortsætter efter annoncen

