Elbiler

Volkswagen, Audi, Skoda og Cupra forlænger garantien på elbiler til 5 år

Garantien på elbiler fra Audi, Cupra, Skoda og Volkswagen øges i dag fra to til fem år. Men der er en hage ...

2024

I de seneste måneder har der været meget fokus på elbilernes garantiperioder. Europæiske biler giver som udgangspunkt kun to års nybilsgaranti, hvilket er væsentlig ringere end mange biler fra østen. Det kan du læse om i denne artikel.

Måske er det derfor, at den danske importør Semler Gruppen fra i dag introducerer et nyt garantitiltag, der betyder, at de hæver garantiperioden fra to til fem år på elbiler fra Volkswagen, Audi, Skoda og Cupra.

Dermed går Semler altså forrest blandt importører i Danmark af europæiske bilmærker ved at tilbyde en så lang samlet garantiperiode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

“En samlet 5 års garanti skaber et solidt fundament i forhold til at skabe endnu mere tryghed, når danskerne ønsker at investere i en ny elbil,” skriver Semler Gruppen i en pressemeddelese.

Der er dog en hage. Hvor garantien førhen har været uden kilometerbegrænsning, er den nu begrænset til 150.000 kilometer. Altså fem år eller 150.000 kilometer, alt efter hvad der indtræffer først. Cupra har haft fem års garanti i længere tid – tidligere uden kilometerbegrænsning, så her er garantien altså blevet ringere.

Begrænsningen vil dog ikke ramme den gennemsnitlige dansker, der ifølge tal fra FDM og Danmarks Statistik kører omkring 15.000 kilometer om året – altså ti år for at overskride de 150.000 kilometer.

MERE OM SAMME EMNE:

Højvoltsbatteriet er fortsat omfattet af fabrikantens 8-årige garanti eller op til 160.000 kilometer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye garanti gælder for alle biler, der er solgt af Skandinavisk Motor Co. A/S til en af deres autoriserede forhandlere og udleveret af forhandleren fra i dag, torsdag den 19. december 2024.

Læs også: Garanti på elbiler – det store overblik.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.