VW har startet produktion af battericeller i Europa

Volkswagen er begyndt at producere sine egne battericeller i Europa, og det kan få direkte betydning for både prisen, rækkevidden og leveringssikkerheden på kommende elbiler som ID. Polo.

Volkswagen-koncernen har nu sat strøm til sin første europæiske battericellefabrik. I Salzgitter i Tyskland er de første såkaldte Unified Cells rullet af produktionslinjen, produceret af koncernens batteriselskab PowerCo. Det er første gang, Volkswagen både udvikler og fremstiller battericeller i Europa, og det markerer et skifte, der på sigt kan mærkes helt ude hos forbrugerne.

De første battericeller skal nu testes i koncernens elbiler, før de går i egentlig serieproduktion. Planen er, at de fra næste år skal bruges i Volkswagens kommende elbiler i den kompakte klasse, herunder VW ID. Polo, Cupra Raval og Skoda Epiq, som alle lanceres i 2026. Netop de mindre og mere prisfølsomme elbiler er centrale for udbredelsen af elbiler i Europa, også i Danmark.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Ifølge Volkswagens topchef Oliver Blume er produktionsstarten mere end bare endnu en fabrik.

– PowerCo-gigafabrikken i Salzgitter sender et stærkt teknologisk signal til Europa og er en hjørnesten på vores vej mod at blive en global leder inden for bilteknologi. Vi er den første europæiske bilproducent, der etablerer egen udvikling og produktion af battericeller. Det styrker vores position og gør os mere selvstændige i den globale konkurrence, siger han.

Unified Cell

Den nye Unified Cell er udviklet som en fælles standard, der kan bruges på tværs af mærker, modeller og markeder. Første version bygger på NMC-teknologi og skal ifølge Volkswagen levere omkring ti procent højere energitæthed end de nuværende battericeller i volumenklassen. Sammen med Volkswagens nye cell-to-pack-løsning er målet længere rækkevidde og bedre energieffektivitet uden at presse prisen op. Senere skal der også produceres billigere LFP-varianter, som især er interessante til de mest prisvenlige elbiler.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

For forbrugerne handler satsningen i sidste ende om penge og leveringstid. Volkswagen forventer på sigt, at PowerCo kan dække omkring halvdelen af koncernens samlede behov for battericeller. Resten vil fortsat komme fra eksterne leverandører. Med en fælles cellestandard håber VW at kunne reducere omkostningerne, mindske afhængigheden af asiatiske producenter og gøre det nemmere at skalere produktionen, når efterspørgslen stiger.

Centrum for batteriforskning i Europa

Produktionen i Salzgitter opbygges gradvist. I første omgang sigter Volkswagen mod en årlig kapacitet på op til 20 GWh, med mulighed for at udvide til 40 GWh senere. Fabrikken fungerer samtidig som model for kommende PowerCo-anlæg i Valencia og i Canada, som skal bruge samme grundlæggende produktionskoncept.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Salzgitter bliver samtidig centrum for Volkswagens batteriforskning i Europa. Test- og udviklingsfaciliteter er blevet udvidet siden 2022, og nye anlæg ventes at stå klar i løbet af 2026. Volkswagen fremhæver også, at fabrikken udelukkende drives af strøm fra vedvarende energikilder og ifølge koncernen kan reducere CO₂-udledningen med op til 115.000 ton om året sammenlignet med traditionel battericelleproduktion.

Med egen batteriproduktion i Europa tager Volkswagen et markant skridt mod større kontrol over elbilernes vigtigste komponent. Hvis strategien lykkes, kan det på sigt betyde mere stabile leverancer, lavere priser og bedre elbiler for europæiske – og danske – bilkøbere.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.