Elbil på budget? Ja, det kan faktisk lade sig gøre – og nej, du behøver ikke pantsætte huset for at komme med på den grønne bølge. Der er efterhånden flere elbiler på markedet, der ikke får bankrådgiveren til at løfte øjenbrynene alt for meget.
Men hvad får du egentlig for pengene? Skal du gå all-in på den billigste model, eller kan det betale sig at smide lidt ekstra for mere rækkevidde, hurtigere opladning eller bedre komfort?
Vi har samlet de syv billigste elbiler, du kan købe i Danmark lige nu – og vi kigger ikke kun på prisskiltene. Vi gennemgår rækkevidde, opladning og udstyr, så du kan finde ud af, hvilken elbil der passer bedst til dig. Bybil, pendler eller bare billig og elektrisk? Lad os hoppe ud i det!
BYD Dolphin Surf – Kinesisk prisbombe
Startpris: 149.995 kr.

BYD Dolphin Surf er lige nu Danmarks billigste elbil med solid rækkevidde på 310 km fra et 45 kWh batteri. Motoren yder 95 hk, og 0-100 km/t tager 12,3 sekunder — nok til hverdagsbrug. Udstyrsniveauet er overraskende højt med stor touchskærm og bakkamera, men varmepumpe mangler.
Læs også vores indtryk fra første køretur i BYD Dolphin Surf.
Fordele: Meget lav pris, godt udstyrsniveau.
Ulemper: Ingen varmepumpe, beskeden motorkraft, kun fire sæder.
Citroën ë-C3 – Den prisvenlige franskmand
Startpris: 179.995 kr.

Citroën ë-C3 er en af de billigste elbiler på markedet og byder på 314 kilometers rækkevidde fra sit 44 kWh batteri. Motoren leverer 113 hk, og 0-100 km/t klares på 11 sekunder — ikke hurtigt, men tilstrækkeligt til daglig bykørsel. Opladning foregår med op til 83 kW DC, hvilket giver 10-80 procent opladning på cirka en halv time.
Den billigste variant er til gengæld ret skrabet. Der er hverken klimaanlæg eller multimedieskærm som standard — du skal bruge din smartphone. For 192.990 kr. får du begge dele samt væsentligt mere udstyr, hvilket klart anbefales.
Fordele: Lav pris, fin rækkevidde for klassen.
Ulemper: Langsom acceleration, skrabet udstyr.
Hyundai Inster – Lille, men praktisk
Startpris: 179.995 kr.

Hyundai Inster leverer 327 kilometers rækkevidde fra et 42 kWh batteri. Motoren yder beskedne 97 hk, men bilen er effektiv og ideel som pendlerbil. På udstyrssiden får du blandt andet to store 10,25-tommers skærme og omfattende standardudstyr — selv i billigste variant.
Fordele: Lang rækkevidde i klassen, omfattende udstyr, 5 års garanti.
Ulemper: Svag motor, kun fire sæder.
MG4 Electric – Budgetbilen med premium-egenskaber
Startpris: 184.999 kr.

MG4 er blevet populær for sin balance mellem pris og ydeevne. Motoren leverer 170 hk, rækkevidden er 350 km fra et 51 kWh batteri, og hurtigladning sker med op til 88 kW. MG4 er veludstyret fra start, men mangler varmepumpe i basisudgaven.
Fordele: Stærk motor, god rækkevidde, 7 års garanti.
Ulemper: Ikke den billigste i feltet, varmepumpe er ekstraudstyr.
JAC E30X – Kompakt bybil til en skarp pris
Startpris: 189.990 kr.

JAC E30X er en kompakt kinesisk elbil målrettet bykørsel. Batteriet på 31,2 kWh giver en rækkevidde på 265 km, mens motoren leverer 67 hk. 0-100 km/t tager 15 sekunder, så sportslig bliver den aldrig. Den lave pris er dog pakket med basisudstyr som aircondition og multimedieskærm.
Fordele: Kompakt format, nem i byen, rimelig pris.
Ulemper: Kort rækkevidde, svag motor, lavt udstyrsniveau.
Renault 5 E-Tech – Nostalgisk charme med moderne teknologi
Startpris: 189.990 kr.

Renaults ikoniske 5’er er tilbage i elbiludgave. Med 312 kilometers rækkevidde, 120 hk motor og 0-100 km/t på 9 sekunder er den blandt de kvikkere i klassen. Bagagerummet rummer 326 liter, og bilen må trække op til 500 kilo.
Den billigste variant mangler blandt andet Google Automotive, som først følger med fra 204.990 kr. Til gengæld er garantien nu udvidet til 5 år, hvilket styrker konkurrenceevnen. Topmodellen til 234.990 kr. har både 400 km rækkevidde, flere kræfter og avanceret udstyr — stadig til en attraktiv pris.
Fordele: Charmerende design, hurtig acceleration, udvidet garanti.
Ulemper: Dyrere end konkurrenterne, små med udstyr, Advanced Driving Assist koster ekstra.
Citroën ë-C3 Aircross – Plads til familien
Startpris: 199.990 kr.

Citroën ë-C3 Aircross er en praktisk mini-SUV med masser af plads. Den deler teknik med ë-C3 og byder på 300 km rækkevidde fra et 44 kWh batteri. Motoren yder 113 hk, og bilen kan lade med op til 100 kW DC.
Med sin rummelige kabine, høj siddeposition og praktiske bagagerum er ë-C3 Aircross et godt bud til familier, der vil køre elektrisk uden at sprænge budgettet.
Fordele: Rummelig kabine, SUV-look, konkurrencedygtig pris.
Ulemper: Ikke den længste rækkevidde, 2 års garanti.
Peugeot e-208 – Luksus i miniformat
Startpris: 199.990 kr.

Peugeot e-208 er en af de mest velkørende i denne klasse. Den byder på 363 km rækkevidde, 156 hk motor og 0-100 km/t på 8,2 sekunder. Opladning foregår med op til 100 kW, hvilket gør bilen velegnet til længere ture.
Den billigste variant mangler adaptiv fartpilot, som først fås i GT-udgaven til 25.000 kroner ekstra.
Fordele: Lang rækkevidde, kvik acceleration, lækkert interiør.
Ulemper: Adaptiv fartpilot er ekstraudstyr.
Sammenligning: Hvad får du for pengene?
| Model | Rækkevidde | Batteri | Motor | 0-100 km/t | Ladeeffekt AC/DC | Antal sæder | Bagagerum | Træk | Garanti | Startpris |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| BYD Dolphin Surf | 220 km | 30 kWh | 88 hk | 12,1 sek. | 11 kW / 85 kW | 4 | 308 l. | Ikke muligt | 6 år / 150.000 km | 149.995 kr. |
| Citroën ë-C3 | 314 km | 44 kWh | 113 hk | 11 sek. | 11 kW / 83 kW | 5 | 310 l. | 550 kg | 5 år / 150.000 km | 179.995 kr. |
| Hyundai Inster | 327 km | 42 kWh | 97 hk | 11,7 sek. | 11 kW / 73 kW | 4 | 280 l. | Ikke muligt | 5 år | 179.995 kr. |
| MG4 Electric | 350 km | 51 kWh | 170 hk | 7,7 sek. | 11 kW / 88 kW | 5 | 350 l. | 500 kg | 7 år / 150.000 km | 184.999 kr. |
| JAC E30X | 281 km | 40 kWh | 136 hk | 7,8 sek. | 6,6 kW / 70 kW | 5 | 310 l. | Ikke muligt | 6 år / 150.000 km | 189.990 kr. |
| Renault 5 E-Tech | 312 km | 40 kWh | 120 hk | 9 sek. | 11 kW / 80 kW | 5 | 326 l. | 500 kg | 5 år / 150.000 km | 189.990 kr. |
| Citroën ë-C3 Aircross | 303 km | 44 kWh | 113 hk | 9,7 sek. | 11 kW / 100 kW | 5 | 460 l. | 350 kg | 5 år / 150.000 km | 199.990 kr. |
| Peugeot e-208 | 363 km | 48,1 kWh | 156 hk | 8,2 sek. | 11 kW / 100 kW | 5 | 265 l. | Ikke muligt | 2 år | 199.990 kr. |
Hvilken bør du vælge?
Vil du have den absolut billigste elbil, er BYD Dolphin Surf oplagt. Vil du have mere kraft og rækkevidde, er MG4 Electric og Peugeot e-208 stærke kandidater. Renault 5 E-Tech kombinerer retro-charme med fine præstationer, mens Hyundai Inster imponerer med udstyr og rækkevidde.
Skal du bruge en praktisk familiebil til lav pris, er Citroën ë-C3 Aircross værd at kigge på, og JAC E30X dækker de basale behov som billig bybil.
Elbilmarkedet bliver kun mere tilgængeligt — og inden årets udgang venter endnu flere modeller som Fiat Grande Panda, Volkswagen ID.2 samt BYD Seagull og Dongfeng Nammi Box.
Så hvilken villle du vælge?












