OnePlus har for nyligt sat sin seneste flagskibstablet til salg herhjemme. Vi har haft OnePlus Pad 2, som den hedder, til test i et par uger – og selv om den ikke just er billig, så leverer den i den grad varen. Ikke mindst fordi den er udstyret med det såkaldte Open Canvas system fra foldetelefonen OnePlus Open. Et system, der gør godt for multitasking.
Set fra både hardwareperspektiv og ambitionsniveau bevæger Pad 2 sig i samme territorie som Samsung Galaxy Tab S9 FE og Apple iPad (ikke Air eller Pro). Men i forhold til disse to, har den både fordele og mangler. Den er billigere end begge disse, og på nogle punkter har den bedre hardware. Til gengæld har Pad 2 stadig ingen biometri ud over Face Lock.
I forhold til den første OnePlus Pad er der i virkeligheden ikke sket voldsomt meget med designet. Det er der til gengæld med skærmen. Den er nemlig vokset (fra 11,6 til 12,1 tommer), den har højere opløsning og er mere lysstærk – og så har den 144Hz opdatering. Farverne står også rigtig flot i betragtning af, at det “bare” er en LCD-skærm.
Artiklen fortsætter efter annoncen



