ElbilerTophistorie

Ny test: Ladetabet er højest på hjemmeladeren

Ny test viser, at du mister mest strøm, når du lader elbilen derhjemme – ikke ved lynladeren. Det kan betyde højere elregning end forventet.

Du tror måske, det er billigst og mest effektivt at lade elbilen hjemme i carporten. Men en ny test fra tyske ADAC afslører, at det faktisk er netop her, du har det største ladetab – altså mister mest strøm. Og det kan få betydning for både din elregning og rækkevidden på din bil.

Når du lader hjemme via en almindelig 11 kW AC-ladeboks, går op mod 10 procent af strømmen tabt på vej til bilens batteri – afhængigt af bilmodel. Til sammenligning er tabet langt mindre ved lynladning (DC), hvor testresultaterne viser, at så lidt som én procent går til spilde, hvis forholdene er optimale.

 

Men her er hagen: Når batteriet er koldt – eksempelvis om vinteren – kan selv lynladning miste op til 10 procent af energien. Temperaturen i batteriet spiller altså en stor rolle for effektiviteten, forklarer ADAC, der har testet modeller som Tesla Model Y, Hyundai Ioniq 6, Renault Megane E-Tech og Volkswagen ID.3.

Hvis du vil have mest mulig strøm for pengene, er der et simpelt råd: Sørg for at batteriet er varmt, når du lader. Det gælder især ved lynladning, hvor et forvarmet batteri kan sikre både hurtigere og mere effektiv opladning. Har du lige kørt en længere tur, er batteriet allerede varmt – og det er det perfekte tidspunkt at fylde op.

 

Hjemme = bekvemt, men ikke nødvendigvis billigst

Mange vælger at lade derhjemme, fordi det er nemt og bekvemt. Men hvis elprisen er den samme ved hjemme- og lynladning, bør du overveje, hvad der bedst kan betale sig. For selvom AC-ladning ofte er billigere per kilowatt, bliver en del af den strøm aldrig til reel rækkevidde.

ADAC opfordrer bilproducenterne til at gøre ladeeffektiviteten mere gennemsigtig for forbrugerne. I dag ved de færreste, hvor meget strøm der reelt ender i batteriet – og hvor meget der bare forsvinder i kabler og elektronik.

Så næste gang du plugger din bil til, så tænk over, om tidspunktet og temperaturen er rigtig. Det kan spare dig penge – og give dig flere kilometer.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.