Teslas FSD er, mildt sagt, kontroversielt fordi Elon Musk gang på gang har lovet, at bilerne vil blive fuldt selvkørende – uden at levere på løfterne. Faktisk har det vist sig, at langt hovedparten af bilerne der er blevet solgt med mulighed for “fuldt selvkørende egenskaber” slet ikke vil få mulighed for at kunne opfylde løftet – hardwaren er simpelthen ikke i stand til det. Og nu falder der mere brænde ned på Tesla, hvis ry i forvejen er ganske flosset.
Det sker i Frankrig, hvor bilproducenten anklages for at vildlede forbrugere med sin markedsføring af det avancerede førerassistentsystem Full Self-Driving (FSD). De franske konkurrencemyndigheder kræver nu, at Tesla inden for fire måneder ændrer sin kommunikation om systemets funktioner – ellers vanker der daglige bøder på 50.000 euro, svarende til cirka 375.000 kroner.
Bag beslutningen står det franske direktorat for konkurrencepolitik, forbrugeranliggender og bedrageribekæmpelse (DGCCRF), som kalder Teslas praksis for “vildledende kommerciel markedsføring”. Ifølge myndighederne giver navnet og præsentationen af FSD indtryk af, at Teslas biler kan køre fuldt autonomt – uden menneskelig indblanding eller overvågning – hvilket ikke er tilfældet.
Efterforskning siden 2023
Myndighedernes interesse i sagen begyndte allerede i 2023, da franske forbrugere indgav klager via det officielle klagesystem Signal Conso. Efter en længere undersøgelse er Tesla nu blevet givet en klar frist: Ændr markedsføringen – eller betal.
Udover kritikken af FSD-navnet, retter de franske myndigheder yderligere fem anklager mod Tesla, blandt andet for uklare kontrakter, manglende leveringsoplysninger og sløve refunderinger ved annulleringer af salg. Ifølge DGCCRF er det samlede billede et systematisk mønster af uhensigtsmæssig forretningspraksis.
Bøder kan løbe op i millioner
En daglig bøde på 50.000 euro vil hurtigt kunne blive en dyr affære for Tesla. På månedsbasis svarer det til omkring 1,5 millioner euro – godt 11 millioner kroner. På årsbasis kan bøderne løbe op i mere end 130 millioner kroner, hvis Tesla undlader at efterkomme kravene.
Samtidig er det tvivlsomt, om Tesla overhovedet kan opveje sådanne beløb med sit nuværende salg i Frankrig. I maj blev der kun leveret 721 Tesla-biler i landet, og selv hvis hver tiende kunde købte FSD til 8.000 dollars (cirka 56.000 kroner), ville det næppe dække de potentielle bøder.
Del af et globalt pres
Frankrig er ikke det eneste land, hvor Tesla er i modvind over markedsføringen af Autopilot og FSD. I Tyskland har myndigheder tidligere grebet ind over brugen af betegnelsen “autonom kørsel,” og i Kina har Tesla været nødt til at omdøbe FSD efter pres fra landets transportmyndigheder. I Californien har man ligeledes rejst kritik mod Teslas markedsføring af førerassistentsystemer, og der verserer flere sagsanlæg mod virksomheden i USA.
Tesla har længe argumenteret for, at Autopilot og FSD blot er produktnavne, og at det tydeligt fremgår, at føreren fortsat har ansvaret bag rattet. Men kritikere påpeger, at mange kunder – og særligt mindre erfarne bilister – bliver forledt til at tro, at bilen kan klare det meste selv, hvilket skaber alvorlige sikkerhedsproblemer.
Navneskifte på vej?
Mens Teslas teknologi fortsat er blandt de mest avancerede på markedet, har selve navngivningen af FSD og Autopilot gentagne gange været centrum for debat. På trods af den markante udvikling i førerassistentsystemer, klassificeres Teslas FSD stadig som Level 2 autonomi – altså et system, der kræver aktiv overvågning af føreren til enhver tid.
Franske myndigheder ser derfor navnet Full Self-Driving som direkte vildledende, og spørgsmålet er, om Tesla nu endelig vil blive tvunget til at omdøbe systemet og justere sin kommunikation i hele Europa.












