Når vi taler om elbilers fordele for miljøet, handler det næsten altid om fraværet af udstødning og CO2. Men elbiler har muligvis endnu et trumfkort oppe i ærmet – og det handler om noget langt mindre synligt: Bremsepartikler.
Et nyt europæisk studie hævder, at elbiler kan reducere udledningen af skadeligt bremsestøv med op til 83 procent sammenlignet med benzin- og dieselbiler. Og det har faktisk stor betydning for luftkvaliteten i byerne.
Bremsestøv lyder måske uskyldigt, men det er det langt fra. Når du bremser en bil med almindelige skivebremser, bliver små partikler af metal og andet materiale revet løs og slynget ud i luften. De er mikroskopiske, så de svæver frit rundt og havner i dine lunger. Nogle studier peger endda på, at bremsestøv kan være værre end dieselos – især fordi det ofte indeholder kobber og andre sundhedsskadelige stoffer, som kroppen har svært ved at skille sig af med.
Elbilens hemmelige våben
Her kommer elbilernes regenerative bremsning ind i billedet. I stedet for at bruge de traditionelle bremseklodser til at sænke farten, bruger elbiler deres elmotorer til at bremse – og samtidig sende energi tilbage i batteriet. Det kaldes regenerativ bremsning, og det betyder, at selve bremserne bliver brugt langt sjældnere.
Har du en elbil med såkaldt one-pedal driving – hvor du kan bremse blot ved at slippe speederen – ja, så bruger du knap nok bremsen i daglig kørsel. Og mindre bremsen betyder mindre bremsestøv.
Ifølge erfaringer fra en britisk taxaflåde med Nissan Leaf kan bremseklodserne i en elbil holde mellem 130.000 og 160.000 kilometer, før de skal skiftes. Det er langt længere end i en almindelig bil – og et tydeligt bevis på, hvor lidt de bliver brugt.
Nye bremseidéer på vej
Flere bilproducenter arbejder på endnu smartere løsninger. Mercedes eksperimenterer med at integrere bremserne i selve drivlinjen for helt at fjerne friktion og partikeludledning. Volkswagen er gået en mere traditionel vej: De bruger tromlebremser på baghjulene i deres elbiler på MEB-platformen – selv i modeller med over 300 hestekræfter. Tromlebremser er lukkede systemer, som afgiver langt færre partikler end skivebremser. Og fordi elbiler primært bremser via motoren og især på forhjulene, er det en effektiv måde at mindske bremsestøv uden at gå på kompromis med sikkerheden. Faktisk holder tromlebremserne så længe, at Volkswagen forventer, de aldrig behøver at blive udskiftet i hele bilens levetid.
Én ulempe
Elbiler har dog også en ulempe: Deres ekstra vægt og høje moment slider mere på dækkene – og dækslid er også en kilde til luftbåren forurening. Flere undersøgelser har vist, at sliddet på elbilernes dæk er omkring 20 procent højere end på fossilbiler.
LÆS MERE: Vil forbyde one-pedal-drive.












