Googles foldbare telefoner er på kun to år blevet en af de mest populære foldbare mobiler på markedet – og da vi anmeldte den seneste version sidste år, var det da også ganske rosende. Nu har de så annonceret efterfølgeren, den nye Pixel 10 Pro Fold – som ifølge Google selv skulle være selskabets mest robuste foldbare telefon til dato. Den nye model er fremstillet i aerospace-grade aluminium og fås i farverne Moonstone og Jade. Telefonen er udstyret med en helt ny gearløs hængselmekanisme, der ifølge Google er dobbelt så slidstærk som hængslet i Pixel 9 Pro Fold, og den er samtidig IP68-certificeret for vand- og støvmodstand – noget vi ikke tidligere har set på en foldbar telefon.
Den indvendige Super Actua Flex-skærm er opgraderet med ultratyndt glas og to lag anti-impact-film for at give bedre beskyttelse mod stød og tab. Resultatet er en konstruktion, der er testet til over ti års daglig foldning. Samtidig er både den indvendige 8” skærm og den udvendige 6,4” skærm blevet lysere med op til 3000 nits.



Større batteri og hurtigere opladning
Pixel 10 Pro Fold har det største batteri, Google hidtil har brugt i en foldbar telefon, og det giver op til 30+ timers batteritid. En hurtigoplader kan levere 50 % på kun 30 minutter. Det er også den første foldbare telefon med indbygget Qi2 trådløs opladning og Pixelsnap-teknologi, som gør det muligt at klikke magnetisk tilbehør som opladere og stands på bagsiden – også når telefonen er foldet ud.
Tensor G5 og AI-funktioner
Som resten af Pixel 10-serien er Pixel 10 Pro Fold udstyret med Googles nye Tensor G5-chip. Den giver forbedret ydeevne og en række avancerede AI-funktioner som Gemini Live, Magic Cue og Daily Hub. Kameraet understøtter også Add Me, Best Take og Camera Coach, så brugeren får hjælp til at optimere billeder direkte i kamera-appen.
Markant opgraderet kamera
Pixel 10 Pro Fold har fået et nyt tredobbelt kamerasystem med en 48 MP hovedsensor. Takket være Super Res Zoom kan man zoome op til 20x med høj detaljerigdom, og Macro Focus gør det muligt at tage nærbilleder af små motiver. En ny funktion kaldet Instant View gør det muligt at se et preview af billedet på den store indvendige skærm lige efter det er taget, så man kan reagere hurtigt og tage et nyt billede, hvis det er nødvendigt.
Mere plads til multitasking
Den store foldbare skærm åbner op for nye måder at arbejde og underholde sig på. Split Screen giver mulighed for at have to apps åbne samtidig, og man kan nu justere størrelsen på de enkelte apps. Drag and Drop gør det nemmere at trække billeder eller filer mellem apps. Google har samarbejdet med spil- og streamingtjenester som Netflix, Disney+ og Asphalt Legends for at optimere oplevelsen på den nye foldbare formfaktor.
Pris og tilgængelighed
Pixel 10 Pro Fold kan forudbestilles fra i dag og kommer i butikkerne den 9. oktober. Yderligere information om tilgængelighed og opdateringer kan findes via Google Store.












