De anstændige sociale mediers sidste bastion angribes nu også af kunstig intelligens. Fra 3. november 2025 er dit LinkedIn-cv ikke bare et digitalt visitkort – det bliver også foder til kunstig intelligens. LinkedIn har nemlig besluttet, at medlemmernes profiler fremover skal bruges til at træne deres AI-funktioner. Og nej, du er ikke blevet spurgt først. Alle er automatisk tilmeldt, medmindre man selv går ind og slår det fra.
LinkedIn skriver i en FAQ, at deres AI kan blive trænet både af interne modeller og af eksterne leverandører – blandt andet Microsofts Azure-tjenester. Med andre ord: Dine jobhistorier, skills og måske endda den dér lidt for kreative bio kan ende som træningsmateriale i en model, du ikke aner, hvor havner.
Det store kritikpunkt? At LinkedIn ikke gør det til et opt-in, men til et opt-out. Det betyder, at hvis du intet foretager dig, har du reelt sagt ja – uden at vide det. Og det er netop den slags default-valg, der får privatlivsvagthunde til at råbe vagt i gevær.
Artiklen fortsætter efter annoncen

