LinkedIn er havnet i en ny overvågningsstorm, men denne gang rammer sagen også direkte op mod Microsoft, som ejer platformen. Kritikere beskylder nu LinkedIn for i hemmelighed at scanne brugernes browsere for installerede udvidelser og samle tekniske data, der kan bruges til at genkende enheden igen og igen. BrowserGate hævder, at scanningen sker på hver sideindlæsning, uden tydelig information til brugeren.
Det er netop dét, der gør historien så eksplosiv. LinkedIn er ikke et anonymt socialt medie, hvor platformen kun kender et brugernavn og en mailadresse. Det er et Microsoft-ejet erhvervsnetværk, hvor brugerne selv oplyser navn, jobtitel, arbejdsgiver og karrierehistorik. Hvis platformen samtidig kortlægger browseren i baggrunden, bliver det pludselig en langt tungere sag end almindelig online sporing.
Mere end bare cookies og almindelig tracking
Ifølge BrowserGate handler det ikke bare om cookies og klassisk tracking. Undersøgelsen påstår, at LinkedIn aktivt scanner efter browserudvidelser og bygger et digitalt fingeraftryk af brugerens enhed. BrowserGate har desuden offentliggjort en database, som ifølge dem viser, at listen over udvidelser er vokset kraftigt og nu tæller flere tusinde.
Artiklen fortsætter efter annoncen

