Renault lægger ikke skjul på ambitionerne for de kommende år. På mærkets strategidag i Paris præsenterede bilproducenten en ny produktplan frem mod 2030 – og her gemmer der sig en opsigtsvækkende nyhed: en kommende elbil, der potentielt kan køre op til 1.400 kilometer på én opladning.
Planen er en del af en større offensiv, hvor Renault vil lancere 26 nye modeller globalt i løbet af de næste år. Tolv af dem er målrettet Europa, hvor elektrificering fortsat bliver et centralt fokus.
Ny platform til næste generation af elbiler
De kommende modeller i mellemklassen skal bygges på en helt ny elektrisk platform kaldet RGEV medium 2.0. Platformen er udviklet specifikt til Europa og bliver grundlaget for flere forskellige drivlinjer. Her forventer Renault blandt andet:
- Op til 750 kilometers WLTP-rækkevidde i en ren elbil.
- 800 volt-arkitektur til hurtigere opladning
- En firehjulstrukken version, der kan trække op til to tons.
Men den mest opsigtsvækkende variant er en elbil med rækkeviddeforlænger. Ifølge Renault vil denne løsning kunne bringe den samlede rækkevidde op på helt op til 1.400 kilometer. Det sker ved at kombinere et batteri med en lille generator, der kan producere strøm under kørslen. Måske den Horse C15-rækkeviddeforlænger, Renault har bygget sammen med kinesiske Geely?
Dermed kan bilen i praksis køre markant længere end de fleste nuværende elbiler.
Fokus flytter op i størrelsen
Renault har de seneste år haft stor succes i de små bilklasser i Europa. Den elektriske Renault 5 har allerede rundet mere end 100.000 solgte eksemplarer, og både Renault 4 og en ny Twingo er på vej.
Men næste skridt bliver større biler. Renault vil især styrke sig i C- og D-segmentet, som ifølge producenten står for omkring 30 procent af mærkets salg. Det er netop her, den nye platform og de kommende elbiler med længere rækkevidde skal placere sig.
Ny konceptbil viser fremtidens kabine
På strategidagen viste Renault også konceptbilen R Space, der giver et fingerpeg om designet i fremtidige modeller. Bilen er cirka 4,5 meter lang og har et såkaldt one-box-design, hvor kabine og karrosseri flyder sammen. Indvendigt har Renault eksperimenteret med flere nye løsninger.

Blandt andet er passagerairbaggen integreret direkte i sædet, og de tre bagsæder kan lægges helt fladt ned for at skabe et stort bagagerum. Samtidig kan bagdørene åbnes næsten 90 grader for lettere adgang til kabinen.
Selve instrumentbordet skal ifølge Renault også give en idé om, hvordan fremtidens kabiner kan komme til at se ud.
Global vækst er en del af planen
Selv om Europa fortsat er vigtigt, vil Renault også vokse kraftigt udenfor regionen. I 2025 solgte mærket 620.000 biler uden for Europa, hvilket var en fremgang på 11 procent. Den vækst vil Renault bygge videre på med nye modeller målrettet markeder som Indien, Latinamerika og Sydkorea.
Men det er især løftet om en elbil med op til 1.400 kilometers rækkevidde, der for alvor får strategien til at skille sig ud.
Hvis Renault lykkes med den teknologi, kan den franske producent være med til at flytte grænsen for, hvor langt en elektrisk bil kan køre – og samtidig udfordre den rækkevidde, vi i dag forbinder med traditionelle benzin- og dieselbiler.












