Renault har for alvor fået hul igennem med sine nye elbiler. I første halvår af 2026 steg mærkets europæiske salg af fuldt elektriske personbiler med 63,2 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Elbiler udgjorde dermed 26,6 procent af Renaults samlede personbilssalg i Europa.
Fremgangen bliver især trukket af Renault 5 E-Tech, som ifølge producenten nu er Europas mest solgte elektriske bil i sin klasse. Også den større Renault 4 E-Tech har været med til at løfte salget.
Elbiler holder Alpine kørende
Renaults sportsvognsmærke Alpine leverede samtidig lidt over 8.500 biler i årets første seks måneder, hvilket er rekord for mærket.
Mere end 80 procent af salget var elektrisk, primært takket være modellerne A290 (som vi har til test i denne uge) og A390. Tallet skal dog ses i lyset af, at Alpines eneste øvrige model er benzinbilen A110. Udvalget gør derfor den elektriske andel mindre overraskende, end procenten umiddelbart antyder.
Hos lavprismærket Dacia er elbilhistorien langt mere afdæmpet. Renault Group nøjes med at varsle en opdateret udgave af den aldrende Dacia Spring til efteråret.
Trods den kraftige vækst i elbiler solgte Renault Group samlet 1.165.133 køretøjer i første halvår. Det er stort set uændret fra året før.
Elbilerne vokser altså hurtigt, men indtil videre erstatter de i høj grad blot Renault-koncernens faldende salg af biler med forbrændingsmotor.












