Et finsk batteriforsøg har fået en uventet opgave: at aflive en sejlivet teori på nettet. For selv om mirakelbatteriet lover meget, har skeptikere hævdet, at batteriet i virkeligheden slet ikke er et batteri – men en slags superkondensator forklædt som revolution. Den påstand forsøger udviklerne nu at skyde ned i den seneste udgaver af I Donut Believe-videoserien.
Det finske selskab Donut Lab har fået testet endnu en prototypecelle hos forskningsinstituttet VTT. Denne gang var fokus på selvafladning – altså hvor meget strøm batteriet mister, når det bare ligger stille. Testen blev udført ved cirka 50 procent opladning. Batteriet blev derefter lagt på en hylde i almindelig stuetemperatur i ti dage, mens spændingen blev målt hvert tiende sekund.
Resultatet: Efter perioden kunne man stadig hente 97,7 procent af den oprindelige energi ud af cellen. Det tal er vigtigt af én grund. Det viser, at teknologien ikke opfører sig som en superkondensator.
Derfor giver testen mening
Superkondensatorer kan oplades ekstremt hurtigt, men de har også en stor svaghed: de taber strøm hurtigt. I mange tilfælde kan en superkondensator miste 10 til 50 procent af sin opladning på få dage.
Donut Labs prototype opfører sig helt anderledes. Efter det første korte spændingsfald – som er normalt, når batterier stabiliserer sig – faldt spændingen næsten ikke mere. Over mere end 200 timer mistede cellen kun få millivolt. Med andre ord: strømmen blev stort set i batteriet. Det er præcis den type adfærd, man forventer fra et rigtigt batteri.
Ikke imponerende – men heller ikke et problem
Selv om testen afviser superkondensator-teorien, er resultatet ikke nødvendigvis revolutionerende. Sammenligner man med etablerede lithium-ion batterier, ligger selvafladningen faktisk en smule højere. Moderne celler mister typisk omkring 1 procent om måneden, mens Donut Labs prototype tabte omkring 2,3 procent på ti dage.
Men det er ikke nødvendigvis et dårligt tegn. Prototyper – især håndbyggede celler i små serier – performer ofte dårligere end masseproducerede batterier fra giganter som Panasonic eller BYD. Derfor er resultatet ikke usædvanligt for en teknologi, der stadig er under udvikling.
Et fingeraftryk i spændingen
Et andet interessant spor ligger i spændingen. Efter opladning stabiliserede cellen sig omkring 3,7 volt ved 50 procent opladning. Det er næsten identisk med spændingsniveauet i mange moderne lithium-ion batterier med høj-nikkel-kemi.
Der findes dog også natrium-ion batterier med lignende spændingsprofil, så tallet alene afslører ikke præcis hvilken kemi der gemmer sig inde i cellen. Men én ting tyder testen på: Alle de tre prototypeceller, der hidtil er blevet testet, ser ud til at være bygget på den samme grundlæggende kemi.
De store spørgsmål mangler stadig
Selv om den nye test afklarer én ting – at batteriet ikke er en superkondensator – mangler mange afgørende svar stadig. Blandt de vigtigste:
- Hvor høj er energitætheden i praksis?
- Hvor meget vejer cellen?
- Kan den virkelig klare de lovede 100.000 opladningscyklusser?
- Og hvordan klarer den sig i kulde?
Indtil videre bliver data offentliggjort i små bidder, og mange i batteribranchen efterlyser mere omfattende dokumentation. Men én ting kan vi efter den nye test sige med rimelig sikkerhed: Det finske solid-state-projekt er ikke en superkondensator forklædt som et batteri.
Spørgsmålet er bare, hvor stort gennembruddet egentlig bliver.
Den mest opsigtsvækkende test kom faktisk tidligere, nemlig i afsnit to af videoserien. Her blev batteriet udsat for temperaturer omkring 80 grader, uden at det brød i brand eller kollapsede – noget der normalt kan være en risiko for batterier med flydende elektrolyt. Det kan pege på en mere stabil eller anderledes batterikonstruktion.
