Elbiler

Ford sænker prisen på Capri: Starter nu under 250.000 kr.

Ford sænker prisen på Capri med 20.000 kr. - vel at mærke på 2026 modellen.

Ford Capri

Ford har travlt her til morgen – først sænkede de prisen og øgede rækkevidden på Puma Gen-E, og nu har de udsendt pressemeddelese om, at de også sænker prisen på deres Capri med 20.000 kr.

Det betyder, at modellen starter fra 249.990 kroner, hvilket placerer den i et lavere prisleje end tidligere. Samtidig lanceres et nyt modelår med tekniske opdateringer, hvilket giver købere mulighed for enten at vælge den lavere kampagnepris eller en nyere version med opgraderet teknologi.

Prisændringen sker i en periode, hvor konkurrencen i elbilsegmentet er blevet skærpet, og hvor flere producenter forsøger at presse priserne ned, særligt i de mere praktiske familiebiler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

To retninger: lavere pris eller ny teknik

Den laveste pris gælder for Capri Style med baghjulstræk og 170 hk. Med introduktionen af det nye modelår kommer der samtidig en opdateret version med 190 hk, som starter fra 264.990 kroner.

Det betyder i praksis, at købere kan vælge mellem en billigere model med eksisterende specifikationer eller en nyere variant med blandt andet et nyt batteri. De opdaterede versioner får et LFP-batteri, som generelt er bedre egnet til hyppig opladning (også til 100%) og klarer sig bedre i kulde.

Rækkevidde op til 627 kilometer

Afhængigt af variant ligger rækkevidden mellem 374 og 627 kilometer (WLTP). For modeller med standard rækkevidde forventes den nye batteriteknologi at give en forbedring på omkring 60 kilometer sammenlignet med tidligere.

Samtidig er ladeeffekten op til 150 kW, hvilket betyder, at opladning fra 10 til 80 procent kan klares på omkring 23 minutter under optimale forhold. Effekten i de opdaterede standardmodeller er hævet til 190 hk, mens de kraftigere varianter fortsat tilbyder både baghjulstræk og firehjulstræk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For modeller med firehjulstræk er der også sket en opgradering af anhængervægten, som nu er op til 1.800 kg.

Fokus på plads og anvendelighed

Capri kalder Ford selv for en rummelig elbil med fokus på praktiske egenskaber. Bagagerummet rummer op til 572 liter, hvilket placerer den blandt de større i klassen. Derudover er der flere opbevaringsløsninger i kabinen, herunder en stor midterkonsol og et aflåseligt rum bag infotainmentskærmen.

Indretningen er generelt målrettet hverdagsbrug, hvor fleksibilitet og opbevaringsplads spiller en væsentlig rolle.

Opdateret udstyr og sikkerhed

Alle varianter leveres med en række førerassistentsystemer, herunder blandt andet overvågning af førerens opmærksomhed og assisterende funktioner ved manøvrering. Derudover er funktioner som One Pedal Drive og 5G-forbindelse en del af udstyret i det nye modelår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bilen understøtter også V2L, hvilket gør det muligt at bruge batteriet som strømkilde til eksterne enheder. Sikkerhedsniveauet er vurderet til fem stjerner i Euro NCAP’s testprogram.

Tilgængelighed og priser

De nye kampagnepriser gælder fra 1. april og frem til 30. juni 2026. Modelprogrammet spænder fra 249.990 kroner til 334.990 kroner afhængigt af variant og udstyrsniveau.

MERE OM SAMME EMNE:

Produktionen foregår i Tyskland, og modellen leveres med fem års garanti samt otte års garanti på batteriet. Du kan læse mere om Capri hos Ford her.

Se alle varianter, specifikationer og priser på vores elbilguide.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.