Engang var det Windows, der stod for skud. Nu har Apple fundet en ny modstander, der skal have samme behandling: Google Chrome. Med en ny kampagne under navnet Switch to Safari forsøger Apple at lokke millioner af Chrome-brugere over til sin egen browser. Og fremgangsmåden vækker minder om en af Apples mest berømte reklamekampagner.
Denne gang handler det ikke om at få folk til at skrotte deres Windows-pc og købe en Mac. De har allerede købt Apple-produkterne. Nu skal de bare overtales til også at bruge Apples browser.
Kan du huske Mac vs. PC?
Tilbage i 2006 lancerede Apple reklamekampagnen Get a Mac, der hurtigt blev et mindre popkulturelt fænomen. I de korte reklamefilm mødte vi to mænd på en kridhvid baggrund. Den ene var en afslappet , hipster-agtig og selvsikker Mac, spillet af Justin Long. Den anden var en lettere kikset Windows-pc i jakkesæt, spillet af John Hodgman.
Artiklen fortsætter efter annoncen

