Det kan blive en særdeles dyr fornøjelse, hvis alle elbilister sætter stikket i bilen, når de kommer hjem fra arbejde. Faktisk kan elbilernes voksende appetit på strøm ende med at udløse investeringer for milliarder i Københavns elnet. Men der er også godt nyt. En stor del af regningen kan undgås, hvis vi bliver bedre til at bestemme, hvornår elbilerne skal lade.
Det hævder en ny europæisk analyse, som Siemens har udarbejdet for EIT Urban Mobility, ChargeUp Europe og bilproducenternes europæiske organisation ACEA. Ifølge beregningerne kan det blive nødvendigt at investere omkring 3,9 milliarder kroner i Københavns elnet frem mod 2030 for at håndtere det voksende antal elbiler.
Men hvis opladningen styres intelligent, falder det anslåede investeringsbehov til 2,4 milliarder kroner. Det er en potentiel besparelse på 1,5 milliarder kroner. Eller næsten 40 procent.
Artiklen fortsætter efter annoncen

