I årevis har Apples Siri været den eneste digitale assistent, der har gidet lære dansk, men fra og med tirsdag er Google Assistant også klar til at kaste sig ud i vores modersmål. Har du en smartphone eller tablet med Android 6.0 eller nyere – eller en iPhone med mindst iOS 10 – kan du begynde nu. Googles højttalere, eksempelvis Google Home, får dansk inden årets udgang.
Danske butikker med fra start
En række danske virksomheder har allerede tager Googles digitale assistent til sig, deriblandt Netto, Matas og Coop. Sig “tal med Netto”, så kan du høre om tilbud og åbningstider for lokale butikker. Hos Coop er det muligt at få assistenten til at lave indkøbslister – men det er stadig ikke muligt at få den til at købe ind. Senere kommer også SAS med på vognen, med mulighed for at bede assistenten om at tjekke ind på flyrejser.
Det er også muligt at få assistenten til at styre streamingtjenester som Spotify og Netflix – og Google har angiveligt arbejdet hårdt på at sikre, at assistenten forstår den blanding af danske og udenlandske ord, der skal til, for at kunne bestille den rigtige sang. Noget Siri endnu ikke har lært; prøv bare at bede Siri om at spille et nummer med Depeche Mode …
Artiklen fortsætter efter annoncen


