BMW’s i3 serie er måske mest kendt fordi der kører en lille hær af dem rundt i København med DriveNow skilte på siden. Den lille elbil er en af indtil nu kun to elbiler i BMW’s produktportefølje. Den anden er BMW i8 (som vi har anmeldt her) som dog nok er en smule udenfor de flestes rækkevidde. Det er i3S til gengæld måske ikke, for med en startpris på ca. 307.000 kr. er bilen nærmest billig, når man sammenligner med andre elbiler.
Anderledes design
Godt nok har i3 serien været på markedet siden 2013, men den skiller stadig vandene når det kommer til designet. Personligt er jeg vild med det futuristiske design, og jeg synes den røde udgave vi har lånt er en rigtigt fin bil. Bevares, den siger måske mere science fiction end fræk sportsbil. De meget kompakte bagdøre åbner op imod de to fordøre, hvilket kan være upraktisk fordi man skal åbne fordørene for efterfølgende at kunne åbne bagdørene. Det ser lidt klodset ud, når man står og fedter med de to døre,
Gode køreegenskaber
Hjulene på den nye udgave er blevet en smule bredere, og det var tiltrængt. Ikke bare fordi det simpelthen ser en del pænere ud, men også fordi bilen føles mere “stabil”, især rundt i sving, hvor man selv med en rimelig hastighed kan komme rundt uden at føle at bilen “skrider” under en. Samtidig har den fået lidt flere hestekræfter, hvilket gør at den også føles lidt kvikkere i optrækket generelt. Alt i alt er den kompakte størrelse og de fine køreegenskaber en god cocktail hvis i3S skal bruges i byen. På de lange distancer er det en lidt anden sag, for så kommer rækkevidden i spil.
Artiklen fortsætter efter annoncen

