Det er lidt uvant at få en Bluetooth-højttaler leveret i en gul pose, som normalt forbindes med møbelindkøb. Men IKEA mener sin elektroniksatsning alvorlig og Eneby, der er møbelproducentens første Bluetooth-højttaler, leverer en lydkvalitet der ligger langt over prisen. Til gengæld er der ikke meget andet at komme efter.
Matcher min sofa
IKEA Eneby 30 er den største af to højttalere i serien. Der findes også en Eneby 20, der er transportabel – og den skulle være på vej mod redaktionen. Eneby 30 er en stationær højttaler, der er på størrelse med en vinylplade – 30 x 30 centimeter og 10 centimeter dyb. Den er designet, så den passer ind i IKEAs Kallax- og Eket-reolsystemer. Højttaleren fås i to farver. En er helt sort og en anden er hvid med gråt stof foran højttalerenhederne. Det er sidstnævnte, vi fik til test, og det er ren minimalistisk retro – højttaleren ligner seriøst noget fra en tidskapsel fra 1970’erne – og er du til IKEAs æstetik, vil den sikkert vække begejstring. Jeg kan bare konstatere, at den matcher fint med stoffet på min sofa.

Lave forventninger
En højttaler i en møbelpose indgyder ikke respekt, så forventningerne til lydkvaliteten var temmelig lav. Men hold da op, jeg blev overrasket. Eneby spiller simpelthen som var det en langt dyrere højttaler, specielt ved højere volumen. Diskanten er klar og de enkelte instrumenter står fint defineret i lydbilledet. Den har rigelig med bund til at give en fyldig lyd og skal nok imponere vennerne, hvis du holder fest i kollegieværelset. Der er dog en tendens til at mellemtonerne bliver lidt hule ved lav volumen. Det ødelægger dog ikke det overordnede indtryk: At IKEA Eneby 30 leverer langt mere end prislappen antyder.
Artiklen fortsætter efter annoncen


