Teknologi

MobilePay: Vi frygter ikke Apple Pay

Med Apple Pays fremmarch i Danmark er MobilePays position som altoverskyggende førerhund på mobile betalinger truet. Men det bekymrer ikke MobilePay.

MobilePay

I starten af april blev antallet af danske banker, der understøtter Apple Pay, øget med 18 nye deriblandt Sydbank, Arbejdernes Landsbank, Nykredit og Spar Nord. Også Danske Bank, som ejer det populære MobilePay, er blandt de banker, som har offentliggjort, at de inden længe vil tilbyde Apple Pay.

– Apple sidder på cirka 50 procent af markedet for smartphones i Danmark, og Apple Pay er integreret i alle nye iPhones. Det giver den amerikanske wallet en fordel i forhold til MobilePay, siger Claus Methmann Christensen, der er administrerende direktør hos den aarhusianske betalingsvirksomhed Clearhaus A/S.

Han mener at de øgede tilslutning fra bankerne betyder, at antallet af Apple Pay-brugere potentielt kan stige ekstremt meget i den nærmeste fremtid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det bekymrer dog ikke MobilePay, der lige nu er den altoverskyggende mest dominerende formidler af mobilbetalinger i Danmark.

MERE OM SAMME EMNE:

– Det vil være naturligt, hvis Apple Pay nu kommer til at vokse, fordi flere banker vil tilbyde kunderne løsningen. Vi tror bare ikke, at det vil påvirke væksten hos MobilePay, for antallet af mobilbetalinger vil fortsætte med at stige, mens kontantbetalinger og kortbetalinger vil falde eller aftage i stigning, fortæller Peter Kjærgaard Kriegbaum,pressechef hos MobilePay.

Han fortæller yderligere, at en nylig YouGov-undersøgelse fra Nordea viste, at 97 procent af de mobilbetalende danskere benytter MobilePay, knap otte procent mobilt dankort, 3,8 procent Google Pay og 3,3 procent Apple Pay.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.