Det hollandske website iCulture.nl har angiveligt fået fingrene i lister over Philips Hue efterårskollektionen, der skal lanceres mellem september og november. Og det lader til at Philips har hørt bønnerne og produceret såkaldte filament-pærer – endda i tre størrelser, E27, G93 og ST19, hvoraf sidstnævnte er den pæreformede model der ses på billedet ovenfor.
Listen indeholder også et produkt med navnet Smart Plug, der vil blive solgt til 30 euro – 225 kroner. Det kan nærmest kun være en Hue-kompatibel stikkontakt, der kan tændes og slukkes via HomeKit og Hue-systemet.
Men mere interessant er det, at samtlige løse pærer vil være Bluetooth-kompatible. Hue lancerer endda nye, opdaterede udgaver af sine klassiske GU10 White Ambience og GU10 White & Color-pærer med indbygget Bluetooth. Hvad det præcis betyder vides ikke. Hue har alle dage benyttet den trådløse ZigBee-standard til kommunikation, hvorfor Bluetooth virker overflødig. Med mindre den hollandske producent skifter spor og laver et nyt Bluetooth-baseret mesh?
Artiklen fortsætter efter annoncen


