Elektronik

Braun Audio genopstår med 2019-udgave af Dieter Rams-klassiker

Efter tre årtiers tornerosesøvn genopstår Braun Audio – og de Dieter Rams designede LE-højttalere skal være rambukken ud til forbrugerne.

Braun

Mens de yngste af os primært kender Braun for tandbørster, bore- og barbermaskiner, så har det tyske firma faktisk en glorværdig historie inden for lydprodukter. Specielt gjorde Braun væsen af sig, da deres chefdesigner hed Dieter Rams – en mand, der om nogen har inspireret Apples Jony Ive med sit minimalistiske design.

Nu bringes den klassiske Rams-designede LE-serie af Braun højttalere tilbage til livet efter tre årtier på museumshylden. Højttalerne vises frem under den kommende IFA-elektronikmesse i Berlin til september, men designet skulle være identisk med de gamle modeller, der oprindeligt udkom for præcis 60 år siden i 1959.

– I år markerer vi vores tilbagevenden med genopfindelsen af et af mærkets mest ikoniske serier – LE. Hos Braun har arv, design og innovation altid haft været kernen i virksomheden. Genindførelsen af Braun Audio betyder, at mærket genvækker sit forhold til lydverdenen og den betydning som lyd, og især musik, har i vores liv, siger Professor Oliver Grabes, leder af Braun Design, i pressemeddelelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Genoplivningen kommer ifølge pressemeddelelsen til at foregå i samarbejde med det engelske firma Pure, der primært har gjort sig bemærket med DAB-radioer. Men lur mig, om ikke LE-højttalerne anno 2019 vil være udrustet med nymodens trådløs teknologi – måske endda muligheder for multirum.

MERE OM SAMME EMNE:

Som det ses herover, kunne de oprindelige LE-højttalere fås i to varianter til henholdsvis reol/specialdesignet standerlampe-lignende holder og en gulvstander. Om Braun Audio og Pure vil puste nyt liv i alle varianter melder historien endnu intet om.

iNPUT vil naturligvis være tilstede under IFA-messen – hvor vi vil forsøge at få et nærmere kig på højttalerne.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.