Efter at have sendt den såkaldte Golden Master af macOS Catalina til udviklerne, har Apple nu også åbnet dørene til Arcade spiltjenesten på Mac-computere. I hvert fald for de brugere der allerede kører Catalina– eventuelt via Apples offentlige betaprogram. Dermed ser det ud til, at den endelige udgivelse af macOS Catalina venter lige om hjørnet.
Med Apple Arcade får man for 39 kroner om måneden adgang ad libitum til et omfattende katalog af spil til både iPhone og iPad, Apple TV og nu altså Mac-computere. Apple lover, at der vil være mere end 100 spiltitler tilgængelig inden nytår – og at der kommer flere hver eneste måned. Spillene vil være uden de forhadte in-app purchases (smølfebær) eller reklamer og abonnementet kan deles af op til seks familiemedlemmer.
Apple Arcade kan tilgås via App Store på macOS Catalina – og andre Apple-enheder for den sags skyld. Hvis man foretrækker at spille med controller, kan Apple-enhederne nu parres med controllere fra PlayStation 4 og Xbox.
Artiklen fortsætter efter annoncen

