Rækkeviddeangst – det der på engelsk hedder range anxiety – er stadig en af de helt store barrierer for udbredelsen af elbiler. Men det kan et hold forskere fra Penn State University måske kurere. De har skabt et batteri, der kan lades helt op på sølle 10 minutter – altså ikke meget mere end det tager at klare toiletbesøget på en rasteplads.
– Vi kan oplade et elektrisk køretøj på ti minutter til at køre en strækning på mellem 322 og 483 kilometer. Og vi kan gøre det samtidig med, at vi bibeholder en opladningscyklus på 2.500 gange, eller det, der svarer til knapt en million kilometer, fortæller Chao-Yang Wang, der er professor ved Penn State University og en af de forskere, der står bag batteriet, i en pressemeddelelse.
Hurtig opladning af et litium-ion-batteri gør normalt batteriet meget varmt, hvilket slider voldsomt på batteriet – og i øvrigt risikerer batteriet af brænde af på grund af varmen. Derfor ledsages lynopladning af batterier altid af aktiv nedkøling. Men de amerikanske forskere har vendt processen om – de har via et indbygget varmelegeme opvarmet batteriet lynhurtigt ti 60 grader og ladt det op til 80 procent, hvorefter det får lov at afkøle.
Artiklen fortsætter efter annoncen

