Elektronik

Tredje generation af Beoplay E8 er mindre og holder længere

B&O har ikke alene snittet 17 procent af størrelsen på Beoplay E8 3.0, de har også forbedret batterilevetiden med hele 119 procent.

Beoplay E8 3.0

For andet år i træk har B&O opgraderet sine true wireless hovedtelefoner, Beoplay E8. I denne tredje inkarnation er der sket ting og sager med både størrelsen og batterilevetiden.

Batterilevetiden er nu op til 35 timer, hvilket er 119 procent i forhold til den seneste version (læs vores anmeldelse af Beoplay E8 2.0 her). Det betyder reelt, at mange vil kunne bruge øretelefonerne flere uger, før de skal lades op via etuiet – der i øvrigt tager to timer om en fuld opladning via USB-C.

Antallet af mikrofoner er samtidig fordoblet fra to til fire, hvilket giver en mere klar lyd uden irriterende baggrundsstøj fra omgivelserne. Til gengæld er størrrelsen skrumpet med 17 procent, hvilket har været efterspurgt af mange, fortæller B&O i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Beoplay E8 3.0
Beoplay E8 3.0.

Med in-ear hovedtelefoner er det alfa og omega, at de sidder perfekt i ørerne, hvis lyden skal være optimal. Bang & Olufsen har ved hjælp af 3D-modeller og tests hos en lang række forbrugere forsøgt at sikre, at den nye version af Beoplay E8 passer til et særdeles bredt udvalg af ører – både hvad angår størrelse og form.

MERE OM SAMME EMNE:

Desværre ser det ikke ud til, at B&O har gjort E8 3.0 vand- og støvtætte, så de kan bruges i træningslokalet. Den feature er åbenbart reserveret til Beoplay E8 Motion – så mon ikke der også kommer en opdatering af dem inden for kort tid?

E8 3.0 lander hos forhandlerne den 14. februar til en vejledende udsalgspris på 2.750 kroner (samme pris som sidst). I æsken er der trådløst opladeretui i læder, fem forskellige øredutter og et USB-C-kabel. Se mere hos B&O.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.