Rimelig skærm, der dog mangler det sidste
Generelt er skærmene på Huaweis telefoner af rigtigt god kvalitet. Det gør sig egentlig til dels også gældende med P10, og der er ingen tvivl om, at det er en opgradering fra sidste års model med mere lysstyrke og marginalt bedre farver. Ikke desto mindre er der et stykke vej op til topmodellen fra Huawei selv, deres Mate 9 Pro, der leverer en væsentlig bedre oplevelse på stort set alle måder; den klarer sig meget bedre i solskin, og betragtningsvinklen er væsentlig bedre. Hvis du ikke sidder med de to telefoner lige ved siden af hinanden, vil du formentlig være fint tilfreds med P10’s skærm, men du skal altså vide, at den absolut ikke er den bedste på markedet.
Skærmen på P10 er 5,1″, hvilket er lidt mindre end forgængeren, men det tvivler vi på, du nogensinde kommer til at opdage. Opløsningen er 1080p, hvilket er glimrende; ja, konkurrenterne har telefoner med højere opløsning – den nye Sony telefon leverer 4K – men 1080p på en telefon med en skærmstørrelse på 5,1″ er altså helt i orden, og det er ikke muligt at se enkelte pixels på normal afstand. En unødvendigt høj opløsning giver kun en enkelt effekt: Dårligere batterilevetid. Så vi kan sagtens leve med 1080p.
Huawei P10 specifikationer:
| Størrelse |
Højde: 145.3 mm; Width: 69.3 mm; Tykkelse: 6.98 mm |
| Vægt |
145 g |
| Farver |
Ceramic White, Dazzling Blue, Dazzling Gold, Prestige Gold, Graphite Black, Mystic Silver, Rose Gold, Greenery |
| Kvaliteter |
High Gloss, Hyper Diamond-Cut, Sandblast |
| Skærm |
5.1” FHD, 2.5D glas, Corning Gorilla Glas 5 |
| CPU |
Kirin 960 (64-bit),Octa-core (4 x 2.4 GHz A73+ 4 x 1.8 GHz A53) |
| GPU |
Mali-G71 MP8 |
| Styresystem |
AndroidTM 7.0 |
| Emotion UI |
EMUI 5.1 |
| Hukommelse |
64GB storage, 4GB RAM |
| NFC |
Understøtter NFC |
| Kamera |
Forside: 8MP, F/1.9
Bagside: Leica Dual-Camera 2.020MP Sort/hvid & 12MP RGB, SUMMARIT-H F/2.2, OIS |
| Batteri |
3,200 mAh (typical) med HUAWEI SuperCharge |
Huaweis egen processor
Huawei har muskler når det kommer til at producere stort set alle dele af en mobiltelefon. Kineserne laver da også – ligesom Samsung og Apple – deres egen serie af processorer, kaldet Kirin. I P10 hedder den specifikke model 960, og her er der masser af kræfter til alt det, du kan finde på at kyle efter P10. Samtidig er det værd at bemærke, at Huawei er lykkedes med at lave et design, der ikke bliver særligt varmt – heller ikke ved høj belastning. I en telefon så tynd og fiks som P10 er det en glimrende egenskab, og noget flere af konkurrenterne kunne lære en del af. P10 har derudover 4GB RAM (Storebror P10 Plus har 6GB) og det er også helt udmærket på en telefon, der nok kommer til at koste et stykke under 4.000 kr. når den dukker op i butikkerne. Under alle omstændigheder må vi konkludere, at P10 yder godt.
Kamera i topform
Huaweis samarbejde med Leica har indtil videre været givtigt, også selv om kameraerne i telefonerne reelt ikke har så meget med Leica at gøre. Ikke desto mindre yder de rigtigt godt, og det gør sig også gældende på Huawei P10, der leverer fantastisk billedkvalitet – især i sort/hvid, hvor et dedikeret 21 megapixel kamera leverer fantastiske skud. Hvis man kombinerer med portrætfunktionen kan man altså virkelig lave noget, der ser rigtigt professionelt ud. Farvekameraet er på 12 megapixel og tilsammen leverer de to kameraer overbevisende resultater, selv ved halvdårlige lysforhold. Den efterhånden obligatoriske bokeh-effekt er selvfølgelig også at finde på P10, men den benytter sig ligesom alle andre mobilkameraer af en software beregning – og den kunstige intelligens der skal regne ud, hvad der skal stå skarpt og hvad der skal være uskarpt kommer lidt for ofte til kort; tager man et detaljeret billede og håber at forgrunden kan blive skarp og baggrunden uskarp, skal man alt for ofte være heldig for at det lykkedes. I mange tilfælde går det galt, og der er mærkelige overgange imellem skarpt og uskarpt. Dette problem er dog langt fra kun at finde på Huawei telefoner, og der er ingen tvivl om, at det i fremtiden vil blive fikset med mere intelligent software. Indtil da er det hit and miss.
Artiklen fortsætter efter annoncen