×
BærbareTophistorie

Anmeldelse: Apple MacBook Pro 13″ (10. generation Intel Core)

MacBook Pro 13" er opdateret på de vigtigste områder, men mangler stadig lige det sidste for at være helt up to date.

Egentlig havde jeg håbet på, at Apple ville være klar med en pendant til deres 16″ MacBook når de her i foråret opdaterede deres MacBook Pro 13″. Rygterne er gået på en 14″ skærm pakket ind i næsten samme kabinet som det der ellers tidligere husede en 13″ skærm. Men desværre skulle det vise sig ikke at være tilfældet, ligesom Apple i øvrigt har truffet et par andre valg, der heller ikke taler for, at dette skal være din næste bærbare. Men det kommer jeg tilbage til.

Et gammelt design

Apple holder stædigt fast i deres design som grundlæggende knap har ændret sig siden 2008. Er det skidt? Både og. Der er ingen tvivl om, at MacBook Pro designet stadigvæk er standarden for “lækkert” design af bærbare, som mange af konkurrenterne har fundet stor inspiration i. Men det er samtidig også ved at være en smule bedaget, og måske er tiden snart til at få noget der kan være en smule mere interessant at se på. Jeg kunne personligt godt tænke mig en helt sort udgave af Apples topmodel – eller måske endnu mere interessant, farver. Og ja, det ER en pro computer, og det tager Apple meget seriøst. Men deres iPhone 11 Pro kom jo også i grøn, så SÅ stædige er de heller ikke.

I hvert fald er det en maskine, der stort set ligner den forrige generation jeg pakker ud af kassen. Dog har den fået det nye tastatur, der samtidig medfører en fysisk esc-knap og en separat Touch-ID knap, hvilket naturligvis ikke ændrer på selve designet, men stadig er ganske betragtelige forbedringer. Selve tastaturet er faktisk en af de største forbedringer i forhold til forrige model.

Desværre har Apple valgt, at det efterhånden ret forældede 720p kamera til FaceTime får lov at overleve en generation mere. Det er ikke en decideret katastrofe, men blot en af de ting, der har brug for snart at få lidt kærlighed.

Nyt tastatur – ja tak

Ligesom jeg skrev i anmeldelsen af MacBook Pro 16″ som jeg lavede sidste år, så er der store forbedringer i Apples “nye, gamle” tastatur teknologi, som de nu kalder Magic Keyboard – hvilket er lidt af en marketing-genistreg, for det leder tanken hen på deres meget populære eksterne tastatur. Og den sammenligning er da også fuldstændigt rimelig, for tastaturet har rigtigt meget tilfælles med det eksterne tastatur.

Generelt er det en fornøjelse at skrive på tastaturet (denne anmeldelse er skrevet på det) og det er generelt en mere behagelig fornemmelse end det tidligere tastatur – og det var faktisk i øvrigt ikke helt dårligt. Det larmer dog en smule mere hvis man, som jeg, har en tendens til at banke løs i tasterne. Til gengæld føles det bundsolidt.

Ingen Wifi6?

Efterhånden er de fleste af Apples nye produkter skiftet til wifi6. Inklusive, i øvrigt MacBook Pro 16″. Derfor virker det faktisk en smule mærkeligt, at MacBook Pro 13″ ikke har fået den opgradering.

Når det er sagt er forbindelserne til den nye MacBook Pro 13″ ganske udmærkede – i hvert fald i den version, vi har testet, for her er blevet plads til fire USB-C porte. Den “lille” udgave har kun to, og det er, efter min mening, for lidt.

Væsentligt hurtigere processor – og grafik

En af forskellene på den “store” 16″ MacBook Pro og den mindre 13″ har traditionelt været en ret stor forskel på ydelsen. Både fordi processorerne generelt er lidt svagere i 13″ og, nok allermest, fordi grafikprocessorerne er integrerede i stedet for en seperat chip, der er væsentlig hurtigere. Ikke desto mindre er der efterhånden sket det, at processoren på 13″ faktisk er ganske kraftig, og i den nye version koblet til den nyeste 10. generations processor fra Intel klarer fint både de mest almindelige spil og andre grafiske opgaver. Jeg har spillet Xcom 2, Sims og Civilization – alt kører ganske udmærket. Du skal nok ikke forvente at spille 3D skydespil i stor stil, men for de fleste “casual” gamers er MacBook Pro 13″ i den testede version faktisk ganske udmærket.

Processoren i denne – den bedste konfiguration af MacBook Pro 13″ – er også ganske kapabel, og hiver en solid score i Geekbench på 1021 i single core og 3625 i multi-core. Det er aldeles udmærket for en bærbar i denne klasse, og generelt er ydelsen god nok til, at de færreste vil løbe ind i problemer med ydelsen. Jeg har klippet lidt 4K video og åbnet tunge photoshop filer – ingen af delene er problemer for den lille MacBook.

Er det opdatering nok?

Generelt ville jeg gerne have set især to opdateringer her: En større skærm (i samme kabinet) ligesom MacBook Pro 16″, og wifi6. Begge dele havde jeg faktisk forventet, så det er lidt skuffende.

Når det er sagt er den nye MacBook Pro 13″ i den testede konfiguration glimrende. Den er hurtig nok til at kunne bruges til stort set alle opgaver – og er hurtig nok til dem allesammen. Samtidig er priserne ikke steget, men det er vigtigt at påpege, at den testede udgave er den “bedste” udgave af 13″ Pro. Den koster 15.999 kr., så det er heller ikke en billig maskine – ikke desto mindre er det den eneste i serien jeg umiddelbart vil anbefale hvis du har brug for ekstra ydelse, for de andre – og billigere – har ikke fået 10. generations Intel processorer, men kun 8. generation. Det er, med andre ord, den 13″ der giver mest værdi for pengene, selv om den er dyrere.
Men helt ærligt – hvis du ikke har brug for at skifte din MacBook ud lige nu, så ville jeg nok vente – for der er ingen tvivl om, at Apple har en større opgradering på vej. Men skal du have en ny bærbar snart, er MacBook Pro 13″ absolut ikke et dårligt bud.

Apple MacBook Pro 13"

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

15.999 kr.

Hvis du skal betale 15.999 kr. for en bærbar 13", burde den have wifi6, ligesom Apple godt kunne have gjort skærmen større i samme kabinet. Udover det er MacBook Pro 13" en udmærket maskine på stort set alle måder.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.